Efter flere år med underskud er det endelig lykkedes Fiberline i Middelfart at få plus på bundlinjen.
Bruttoresultatet - omsætning minus vareforbrug - steg fra 89 til 101 millioner kroner.
Selskabet, der fremstiller kompositprofiler og produkter til vindmølleindustri, vindues- og facadeindustrien, fik i 2015 et overskud på tre millioner kroner før skat.
Det følger efter en længere årrække med underskud.
Fiberline er begyndt at sælge bedre og tjene penge i Kina, og selskabet har etableret et salgsdatterselskab i Canada, der markedsfører virksomhedens betonarmeringsprodukter.
Opstarten har dog kostet penge, men til gengæld har Fiberline tjent penge i Danmark og Kina.
Fiberline forventer en større omsætning og et bedre resultat i 2016.
Selskabet har 160 ansatte og en egenkapital på 68 millioner kroner.