Professor ikke i tvivl: Fynsk borgmester skulle have fortalt byråd om rod og lovbrud

Borgmester Kenneth Muhs burde have informeret byråd om kritisable forhold i Socialforvaltningen. Hans opførsel er en væsentlig tilsidesættelse af hans pligt, siger SDU-professor Frederik Waage.

Skal borgmestrene i landets kommuner fortælle byrådet alt, hvad der kommer ind over deres bord hver dag?

Nej, det skal de ikke. Der er plads til at skønne og bruge den sunde fornuft.

Så langt er professor i forfatnings- og forvaltningsret ved Syddansk Universitet Frederik Waage enig med juristerne hos Nyborg Kommune.

Alligevel fastslår Frederik Waage nu, at Nyborgs borgmester væsentligt har tilsidesat en forpligtelse, der påhviler ham som borgmester, da han den 7. oktober 2021 valgte ikke at informere byrådet om indholdet af et møde, han havde med borgerrådgiver Bjørn Brøndum Pedersen.

- Borgerrådgiveren påpeger i den korrespondance nogle alvorlige forhold inden for et bestemt område overfor kommunalbestyrelsen. Det gør han ved at henvende sig til borgmesteren og direktionen. Derfor mener jeg, at det er nødvendigt, at borgmesteren henvender sig til kommunalbestyrelsen og gør opmærksom på, at man har denne henvendelse fra borgerrådgiveren, fordi borgerrådgiveren har en pligt til at rapportere til kommunalbestyrelsen, siger Frederik Waage.

Frederik Waage, professor i forfatnings- og forvaltningsret ved Syddansk Universitet.


På mødet mellem borgmester og borgerrådgiver, som TV 2 Fyn har set et referat af, oplyses det, at forvaltningen blandt andet har valgt ikke at rette ind efter afgørelser i ankenævnet, der på daværende tidspunkt var 8 og 12 måneder gamle.

Social bedrager

Tilsvarende berettede borgerrådgiveren om en sagsbehandler, der i borgerens journal havde anklaget borgeren for at være social bedrager.

En anklage, som borgmesteren efterfølgende undskyldte, og som borgerrådgiveren anmodede om at få slettet.

En anden sag, der refereres til, havde været glemt i tre år.

Kenneth Muhs valgte efterfølgende at informere administrationen, men ikke sine byrådskollegaer.

- Jeg synes, det er en tilsidesættelse af en væsentligt pligt, der hviler på borgmesteren. Det er op til en politisk vurdering, om man vil have det forhold undersøgt nærmere eksempelvis juridisk, men jeg er enig i, at reglerne ikke er overholdt af borgmesteren, siger Frederik Waage.

Alvorlige problemer

Han slår dog samtidig fast, at det efter hans bedste vurdering ikke er en sag, der er i den tunge ende.  

- Det kan være berettiget nok med en undersøgelse, hvis man ellers mener, det kan bæres budgetmæssigt. Det er et politisk spørgsmål. Der synes at være nogle alvorlige problemer i kommunikationen mellem administrationen og kommunalbestyrelsen, og så kunne en sådan undersøgelse måske bruges til at få renset luften og få klarlagt, hvad det er, man skal lægge vægt på, når man giver oplysninger til kommunalbestyrelsen som borgmester, siger Frederik Waage.

Frederik Waage, professor i forfatnings- og forvaltningsret ved Syddansk Universitet.


Venstre, der har absolut flertal i byrådet med to mandaters overvægt, mener ikke, der er behov for en undersøgelse.

- Det er ikke noget, der giver mening i den nuværende sammenhæng, så det er vi meget afvisende overfor. Som formand for byrådet har man en udvidet pligt til at meddele om forhold af væsentlig betydning, men mødet her er taget ud af et samlet forløb. Vi vidste alle, at tingene ikke var i orden, men efter mødet den 7. oktober blev hele organisationen ændret, så det er ikke fordi, der ikke er handlet og sket noget, siger Kaj Refslund, der selv har været borgmester.

Frederik Waage siger, at der i det her tilfælde er tale om en væsentlig tilsidesættelse af borgmesterens pligt. Gør det ikke indtryk?

 - Selvfølgelig gør det det, men det her er et brudstykke, og vi har ikke tilsidesat viden eller handlinger i forhold til borgerrådgiverens udmeldinger, siger Kaj Refslund.

Så det, du siger er, at der ikke er tale om ny viden, og at det derfor heller ikke giver mening, at borgmesteren burde informere om det?

- Ja, og man kunne jo også overveje, om det ikke var det samlede byråd, der burde undersøges i forhold til alle de informationer, de har haft til rådighed fremfor at gøre en borgmester til syndebuk, siger Kaj Refslund.

Kaj Refslund, gruppeformand Venstre i Nyborg Byråd.


Han henviser til, at kommunens egne eksperter, mener at borgmesteren har handlet korrekt.

En skønssag

Kommunens jurist Christine Stæhr Andersen har tidligere oplyst til TV2 Fyn, at borgmesteren ikke har begået lovbrud, og at hun blandt andet har sparret med jurister fra Kommunernes Landsforening.

-  Der findes ingen klare regler i styrelsesloven for, hvornår byrådet skal orienteres. Det er en skønsmæssig vurdering, hed det i svaret til TV 2 Fyn. 

KL: Ingen kommentarer

Kommunernes Landsforening juridiske afdeling oplyser i et skriftligt svar til TV 2 Fyn, at man kun har givet en generel telefonisk sparring til Nyborg Kommune, at man ikke har set skriftligt materiale om sagen og ikke kender sagens detaljer tilstrækkeligt til at kunne udtale sig.

Lad os få klarhed

Professor Sten Bønsing og lektor på Danmarks Journalisthøjskole, Roger Buch, har tidligere til DR P4 Fyn udtalt, at der ifølge deres vurdering kan være tale om en overtrædelse af styrelsesloven.

Og netop de forskellige meldinger har fået SF og 1. viceborgmester Michael Gertsen (kons.) til at støtte et socialdemokratisk forslag om at få en uvildig undersøgelse af borgmesterens handlemåde, der skal behandles på byrådsmødet i Nyborg den 30. april.

-  Vi skylder borgerne at få klarhed over det her. Både de familier, som kommunen har svigtet i den her type sager, men også af hensyn til borgmesteren. Han skal ikke have den sag hængende over hovedet, hvis han ikke har gjort noget forkert. Og ikke mindst af hensyn til de øvrige 97 kommuner i landet - for hvad gør borgmestrene her, hvis borgerrådgiveren trykker på alarmknappen, spørger Michael Gertsen.

Michael Gertsen, 1. viceborgmester i Nyborg.


Martin Stenmann, der er byrådsmedlem for Socialdemokratiet, mener også, det er væsentligt med en afklaring.

Han er ikke i tvivl om, at byrådet skulle have været informeret.

- Der står i vedtægterne for borgerrådgiveren, at han skal gå til byrådet, hvis han er bekymret, og det må antages, at der er begået fejl og forsømmelser af større betydning. Derfor er det helt naturligt, at han går til borgmesteren, siger Martin Stenmann.

Han mener, det er nødvendigt fremadrettet at få afklaret retningslinjerne, hvordan borgmester og byråd kommunikerer.

Har I startet valgkampen?

- Vi har først lige fået notatet, så vi har ikke kunnet reagere tidligere. Vi er også blevet beskyldt for at være uværdige. Jeg synes, det er påfaldende, at borgmesteren 40 dage før kommunalvalget i 2021 vælger at tilbageholde oplysninger fra borgerrådgiveren til byrådet om, at han er bekymret for borgeres retssikkerhed. Vi går ikke efter manden, men efter nogle principper, der handler om at få de oplysninger, vi har krav på. Vi bliver handlingslammet, hvis vi ikke bliver informeret, siger Martin Stenmann.

TV2 Fyn har været i kontakt med Kenneth Muhs. Han erklærer sig inhabil, når der i morgen skal stemmes om en uvildig advokatundersøgelse. Han oplyser også, at han føler sig dækket ind af gruppeformans Kaj Refslunds udtalelser.

Martin Stenmann, byrådsmedlem (Soc.dem.), Nyborg

Oversigt

    Oversigt