Axel Boisen: Det er en ulykkelig situation

Det er et sammenfald af flere forskellige hændelser, der gør, at mindst tre håndværksmestre ikke har fået betaling for det arbejde, som de har udført for Axel Boisen i forbindelse med byggeriet af Den Grønne Boks. Det siger Axel Boisen i dag til TV 2/Fyn.

Defekte stålsystemer og en mistet ordre.

Det er ifølge Axel Boisen grunden til, at tre håndværksmestre i dag beskylder ham for at have snydt dem, fordi de endnu ikke er blevet betalt for arbejde, de har udført på Den Grønne Boks, som Axel Boisen har stået i spidsen for.

- Vi mistede en ordre i august måned, og det er hovedsageligt derfor, vi ikke kan betale vores regninger, fortæller han i dag til TV 2/Fyn.

Og så fik vi leveret nogle stålsystemer, som ikke virkede efter hensigten, og de blev langt dyrere end budgetteret, fortæller han i dag til TV 2/Fyn.

Axel Boisens virksomhed, Klods House, står bag Odense Kommunes projekt, Den Grønne Boks, som i dag slog dørene op på I. Wilhelm Verners Plads i Odense Centrum. Og det er byggeopgaver på netop Den Grønne Boks, som virksomheden endnu ikke har betalt for.

En af de tre håndværksmestre, som har penge til gode hos Axel Boisen, mangler 95.000, og de store økonomiske problemer har gjort, at den tidligere tv-vært har måtte begære sit selskab konkurs.

Axel Boisen kalder i dag situationen for ulykkelig. Og han har også selv mærket konsekvensen af problemerne med byggeriet:

- Jeg har været i den spændende situation, at jeg i går sad nede på kommunen og bad om kontanthjælp. Jeg sad dernede og sagde; mit selskab er konkurs, jeg har ikke nogen penge, og jeg er uden evne til at forsørge min familie, siger han, og fortæller at han ikke selv har modtaget løn siden 1. maj.

Axel Boisen erkender i dag overfor TV 2/Fyn, at ansvaret for konkursen og de manglende betalinger ligger hos ham. Alligevel føler han sig snydt af nogle af de firmaer, han har samarbejdet med i projektet:

- Jeg er jo ikke entreprenør, jeg er journalist. De folk som jeg har haft ansa, har taget nogle beslutninger, som jeg skal håndtere. De beslutninger er jeg blevet opmærksom på for sent, og derfor står vi i den her ulykkelige situation. Men jeg kunne jo ikke vide, at de virksomheder, vi blev præsenteret for, ikke var til at stole på.

Oversigt

    Oversigt