Det er endnu ikke lykkes politiet af få fat i den 26-årige mand, som er mistænkt og efterlyst for drabet på en 31-årig mand fra Odense onsdag aften.
Det fortæller Vagthavende ved Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til TV 2/FYN torsdag aften.
Politiet mistænker den 26-årig mand for at have dræbt det 31-årige medlem af indvandrerbanden Black Army på grund af en narkogæld.
Drabet skete i Vestergade i Vejles midtby. Her blev den 31-årige stukket i halsen, et stik han døde af.
Offeret mødtes forud for knivstikkeriet med tre mænd. Ifølge politiet var det ud over den 26-årige formodede drabsmand dennes 22-årige lillebror og en tredje mand.
På den formodede flugtrute fra gerningsstedet fandt politiet efterfølgende en skarpladt pistol. Man fandt også en kniv, som politiet formoder er gerningsvåbnet i drabssagen.