Det var ifølge Boldklubben Marienlysts sportschef, Carsten Hemmingsen, den næstbedste lodtrækning klubben kunne få, da der fredag blev trukket lod til pokalturneringens fjerde runde.
- Jeg ville hellere have mødt FC København, siger en grinende Carsten Hemmingsen. Han har selv haft en fin karriere i netop FC København. Men han indrømmer også, at det er meget tæt på den optimale lodtrækning, som klubben fra Skibhuskvarteret nu har fået.
Kampen skal spilles i starten af marts, og det er egentlig Boldklubben Marienlyst, der har hjemmebane. Men det er ikke sikkert, at det ender sådan. Reelt set er der tre muligheder for klubben:
- Hjemmebanen på Windelsvej. Her kan det blive et problem med sikkerheden for de mange fans.
- Ewii Park (Odense Stadion). Men det er muligvis for dyrt for klubben.
- Brøndby Stadion. Boldklubben Marienlyst kan vælge at sælge hjemmebanen til Brøndby.
Den sidste mulighed vil selvfølgelig koste en hjemmebanefordel, men kan til gengæld give noget andet.
- Det vil jo i sig selv være en kæmpe oplevelse for vores spillere at spille på Brøndby Stadion foran de mange fans, siger Carsten Hemmingsen.