Da patienten antog, at Cecilia var sygeplejerske, fik hun bekræftet hans fordom om hende

Lægefaget er gået fra at være et mandsdomineret fag til nu at være kvindedomineret. Men kvindelige læger oplever stadig fordomme.

Der er i dag flere kvindelige læger end mandlige. Det viser tal fra lægeforeningen. Det skifte skete i 2015. Her gik lægebranchen fra at være mandsdomineret til i dag at være kvindedomineret. 

For at være helt præcis er det på landsplan 58 procent af alle læger, der er kvinder. På Fyn udgør de kvindelige læger 57 procent. 

Men selvom tallene i dag sætter en streg under, at lægefaget er lige så meget for kvinder som mænd, så kan der stadig være udfordringer og fordomme ved at være kvindelig læge. 

Der er i dag flertal af kvindelige læger, alligevel oplever Cecilia fordomme.


Det mærker Cecilia Kronvold på 22 år. Hun er medicinstuderende på 9. semester, og snart uddannet læge. Men trods udfordringer og fordomme, er der ingen tvivl hos Cecilia Kronvold: 

- Jeg vil sige, at kvinder er fuldstændig lige så kvalificerede til at være læger, som mænd er. Begge køn har deres fordele og ulemper. 

Et forældet narrativ 

Cecilia Kronvold har flere gange været i praktik i løbet af sin uddannelse. Og her oplever hun især, at patienter går ud fra, at hun må være sygeplejerske og ikke læge, fordi hun er kvinde.

- Jeg tror, det er en meget normal følelse at have som kvindelig medicinstuderende eller læge, at man bliver forvekslet som sygeplejerske i stedet for læge, fortæller hun og uddyber:

- Jeg tror særligt, det er de ældre patienter, der tænker de tanker. Og det er jo fordi, de er opvokset i et samfund, hvor det har været mænd, der har været læger, og det har for dem været det rigtige. 

For Cecilia Kronvold er det til en vis grad forståeligt, at det er det narrativ, nogle patienter har om læger. Derfor introducerer hun sig ekstra grundigt, når hun møder en patient - både for at undgå misforståelser, men også for at understrege, at kvinder også kan være læger i dag. 

(0_22) C10017.MXF
Foto: Svante Lyngsie

En af de afdelinger, hvor Cecilia Kronvold har været i praktik, er ortopædkirurgisk. Og det er en afdeling, hvor der er stærkt overtal af mandlige læger. 

- Da jeg var på ortopædkirurgisk, kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt alene som kvinder. Og jeg husker også, at der har været en mandlig læge, der har sagt til mig, at man skal have en vis højde, bredde og muskulatur for at være i den afdeling, fortæller hun. 

Igen oplever Cecilia Kronvold en forudindtagethed, som hun føler, at hun skal arbejde ekstra meget for at modbevise. 

- Jeg føler, at jeg skal leve op til noget inde på operationsstuen, når de allerede har forudindtaget noget om mig. Jeg vil i hvert fald gerne modbevise det, siger hun og fortsætter:

- Dermed ikke sagt, at jeg nødvendigvis kan modbevise det, for der er en biologisk forskel på mænd og kvinder. 

(1_07) C10004.MXF
Foto: Svante Lyngsie

- Jeg er megastolt over at være kvinde

At kønsfordelingen er så skæv i branchen, var Cecilia Kronvold ikke klar over, inden hun startede på studiet. 

- Det er selvfølgelig noget, jeg lægger mærke til, når vi er til forelæsning, at der er mange flere kvinder end mænd. Og det er ikke noget, der gør noget ved fagligheden, men det skaber en anden stemning, som er præget af mere snak og følelser, forklarer Cecilia Kronvold. 

For hende gør det ikke noget, at der er en overvægt af kvinder. Men hun mener samtidig, at man skal være opmærksom på, at udviklingen ikke fortsætter. 

- Lige så vel, som jeg ikke synes, at et fag absolut skal have halv halv af mænd og kvinder. Så er jeg også af den overbevisning, at der ikke bør være nogle fag, hvor det er 100 procent enten mænd eller kvinder, lyder det fra Cecilia Kronvold. 

I Cecilia Kronvolds øjne er det stærkeste sundhedsvæsen et sted, hvor kønnenes fordele og ulemper får lov til at spille sammen. 

- Jeg tror ikke, at jeg er mere stolt over at være kvinde og læge, men jeg er megastolt over at være kvinde. 

Oversigt

    Oversigt