Dennis’ hårde facade kostede ham dyrt - sherry og serrano blev redningen

To stress-sygemeldinger fik Dennis Hansen til at vågne op og lytte til sit eget følelsesliv. Det førte ham fra en verden af økonomisk profit til ærlighed, serrano og et liv som caféejer, hvor han håber at kunne hjælpe andre.

Det har kostet Dennis Hansen dyrt på den personlige konto, at han var, som han var.

- Jeg har navigeret efter noget med nogle penge og titler. Og se sådan lidt perfekt og hård ud. Og i virkeligheden har jeg nok bare set lidt arrogant ud.

To gange er den lidt arrogante facade krakeleret og har efterladt den succesfulde forretningsmand i fosterstilling i sin seng.

- Der hvor det bliver for meget, det er sådan meget øjensynligt for mig, fordi så begynder jeg at græde.

Den ene gang var ude på et toilet på arbejdet, fortæller Dennis Hansen og tager en dyb indånding.

- Og jeg bliver ved med at gå ud på det her toilet, fordi jeg skulle jo have de her tårer til at gå væk. Og det kunne jeg ikke.

Og det var på mange måder et mørkt sted, han befandt sig rent mentalt.

- Jeg vågnede hver nat klokken fire og tænkte de mest dystre tanker på jorden.

Nu har den succesfulde sælger fra entreprenørbranchen taget et uvant skridt og startet sin egen café, hvor han håber at kunne gøre en forskel for andre - og sig selv.

Mange mænd skjuler mentale problemer

Dennis Hansen er nemlig langt fra den eneste mand, der har oplevet ikke at have det godt og samtidigt forsøgt at skjule det overfor omverdenen.

For selvom næsten alt forskning på mental sundhed egentlig siger, at mænd har det væsentligt bedre end kvinder generelt, så fortæller andre statistikker en helt anden historie.

Mænd begår nemlig selvmord tre-fire gange oftere end kvinder. Desuden udgør mænd tre fjerdedele af alle hjemløse, og så har mændene dobbelt så stor risiko for at få et alkohol- eller stofmisbrug.

Derudover peger Forum for Mænds Sundhed på sin egen undersøgelse, der viser, at hver femte mand i alderen 25-39 år aldrig - eller næsten aldrig - har nogen at tale fortroligt med.

- Mange mænd har ikke et sprog for deres følelsesliv, og det kan trække tråde langt tilbage i historien, hvor kvinder har været den primære omsorgsperson og har sørget for, at alle har det godt, mens manden har haft til opgave at tjene pengene, siger Mie Møller Nielsen, der er sekretariatsleder i organisationen Forum for Mænds Sundhed.

Så derfor er det måske slet ikke så mærkeligt, at Dennis Hansen er gået fra barndommens gade til de voksnes rækker, uden at lære at lytte til sig selv og snakke om sit indre følelsesliv.

Derfor vil han i dag næsten heller ikke være foruden sine to stress-sygemeldinger. 

De har nemlig på en måde endelig lært ham - i en alder af 41 år - at åbne op.

- Jeg har aldrig lært at mærke efter, hvordan jeg har det, og jeg har ikke lært at navigere efter det.

Svigt skabte præcedens

I dag er Dennis Hansen ikke i tvivl om, at det er svigt af forskellig art, der er skyld i, at den helt centrale lærdom er gået tabt.

- Der var en nabodreng, som misbrugte mig, da jeg var barn. Og selvom det var en situation, jeg fortalte om dengang, så var der ikke nogen, der hjalp mig. Så da jeg var barn, og der var nogle der skulle have taget sig af mig, så lærte jeg, at jeg må tage mig af mig selv.

Men efter at Dennis Hansen har smidt masken og erkendt, at han ikke skal klare alt ting inde i sig selv, så har hans liv taget noget af drejning.

For ikke nok med at den smarte forretningsmand - der før havde fed bil og stort hus - nu har fået andre værdier at styre efter, så har den tidligere salgsdirektør nu åbnet sin egen café.

Det er ikke unormalt, at Dennis Hansen skåler med caféens gæster.
Det er ikke unormalt, at Dennis Hansen skåler med caféens gæster.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre

- Det er sådan helt passionsdrevet for mig det her. Altså sådan virkelig. Og det er nok det første 100 procent passionsdrevet, jeg har lavet.

Og det er ikke alene vinen, sherryen eller serranoskinken, der er en stærk passion.

Menneskerne på caféen er faktisk det mest centrale.

Det frivillige nabopar, der står bag disken, mandegruppen eller det ældre ægtepar, der sidder ved cafebordene, er nemlig dem, det hele handler om.

- Det skal være sjovt, når man kommer herned som frivillig. Og det skal være sjovt og hyggeligt for gæsterne. Og du skal føle dig set og hørt. Derfor tager vi heller ikke flere ind, end vi kan nå at snakke med og hygge om.

- Du er ikke alene

Missionen med Café Carlos & Diego's er dog også meget mere end mad.

Dennis Hansen driver den som et hobbyprojekt ved siden af sit fuldtidsarbejde, og skal ikke tjene penge på gæsterne.

Lønnen hiver han hjem i møderne med de frivillige bag disken og gæsterne ved bordene.

 - Vi laver nogle mandegrupper hernede, og det var egentlig med baggrunden i at skabe et sprog og en normalhed omkring, at mænd også udtrykker sig omkring, hvad der sker i dem. Og kunne lære at sætte ord på det, så man ikke står med paraderne oppe hele tiden.

Peter Ivan Andersen er stor fan af Dennis Hansens mission og café.
Peter Ivan Andersen er stor fan af Dennis Hansens mission og café.
Foto: Thomas Larsen-Bjerre

En af mændene der har fået meget ud af Dennis Hansens lærdom er Peter Ivan Andersen, der arbejder som læge.

- Det har været en en rigtig god oplevelse at opleve, at andre mænd i virkeligheden har det, ligesom du selv har det. Og du er ikke alene. Vi skal bare turde række ud efter hinanden, siger Peter Ivan Andersen.

I alt 14 mænd har deltaget i caféens første mandegruppe og har snakket om alt fra forhold, fædre og sønner til impotens og venner. 

Oversigt

    Oversigt