Den odenseanske kulturfestival H.C. Andersen Festivals henter ny sekretariatschef fra projektet Aarhus 2017 - Europæisk Kulturhovedstad.
Fra nytår skal Karin Buhl Slæggerup være med til at styrke det internationale aftryk på festivalen i Odense.
- Det tiltaler mig enormt meget, at H.C. Andersen Festivals har ambitioner om at vokse - og med de flotte resultater, festivalen har opnået indtil nu, står den på et stærkt og sundt fundament, siger Karin Buhl Slæggerup i en pressemeddelese.
Hun er blevet ansat af festivaldirektør Peter Bøgholm, der glæder sig over det nye samarbejde.
- Hun har en meget stærk profil, som helt sikkert vil styrke og udvikle festivalen. For at kunne indfri vores vækststrategi skal vi både have ledelseskræfter ind i organisationen, ligesom vi skal blive bedre til at tiltrække internationale kunstnere, siger Peter Bøgholm.
H.C. Andersen Festivals afvikles i uge 34. 2018-udgaven bliver festivalens sjette af slagsen.