Odense klar med plan B, hvis Danmarks største bål ender som fuser

Odense Kommune har udsendt forvarsel om, at det kan blive en sankthans uden hverken snobrød eller bål på Engen.

Det store sankthansbål på Engen i Odense markedsføres som Danmarks største, men hvis hedebølgen fortsætter, bliver det et bål uden brand. Odense Kommune oplyser, at arrangementets forløb afhænger helt af vejret.

- Hvis det varme vejr - og tørken - fortsætter, kan det blive nødvendigt at undvære sankthansbål og snobrødsbål af hensyn til brandfaren, lyder det fra kommunen i en pressemeddelelse.

Ingen regn, ingen bål

Arrangementet med børneunderholdning, madboder og musik bliver gennemført uanset vejret, og kommunen undersøger nu alternativer til bålet, hvis der ikke kommer regn nok inden.

Traditionen med bål og midsommervise på Engen går årtier tilbage, og der deltager normalt omkring 15.000 fynboer i sankthansfesten i Fruens Bøge.

Der er aktiviteter for børnene fra klokken 16.00, og to timer senere optræder blandt andet den fynske duo Lasse & Mathilde.

Bål eller bunke

Båltalen holdes af by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), men om den bliver holdt til et blussende bål eller til en stor bunke kvas, vil tiden vise.

Der er i øjenblikket afbrændingsforbud på hele Fyn, så det er ikke kun bålet i Odense, der er truet.

Beredskab Fyn udstedte onsdag forbud mod åben ild, og hvis ikke de ophæver det inden 23. juni, bliver det sankthans uden bål. 

Oversigt

    Oversigt