Politianmeldt: Slåskamp på isen kan ende med voldssag

Frederikshavns Kristian Jensen er blevet anmeldt til politiet af en ishockeyfan efter slagsmål i ligakamp mod Odense Bulldogs.

En dramatisk episode fra fredagens ishockeykamp mellem Frederikshavn og Odense i Metal Ligaen ser ud til at få et stort efterspil.

De to 18-årige spillere Kristian Jensen og Lucas Bjerre Rasmussen røg i totterne på hinanden. Da sidstnævnte lå på isen uden hjelm, hamrede Frederikshavns Kristian Jensen en knytnæve i hovedet på Odense-spilleren.

Lucas Bjerre Rasmussen blev slået bevidstløs og tilbragte natten på sygehuset, hvor han fik konstateret en kraftig hjernerystelse, men ingen indre blødninger.

Slåskampen har fået den neutrale ishockeyfan Lars Schmidt til at anmelde Kristian Jensen for vold til politiet, skriver Ekstra Bladet og B.T, der har snakket med Lars Schmidt.

Nordjyllands Politi vil ikke bekræfte at have modtaget en voldsanmeldelse vedrørende episoden.

Hos Odense Bulldogs afventer sportschef Henrik Benjaminsen en vurdering af episoden fra knockoutede Lucas Bjerre Rasmussen, før klubben eventuelt vil gå videre med sagen. Det siger Henrik Benjaminsen til Sport Fyn.

- Den her sag ligger jo i en gråzone, fordi det er en sport med masser af kontakt, så det er et svært område at vurdere juridisk. Men det er klart, at selv om ishockey er en kontaktsport med masser af fysik, så skal man ikke acceptere sådan noget, siger sportschefen.

Sport Fyn skriver også, at disciplinærudvalget i Danmarks Ishockey Union vil vurdere episoden søndag.

Dommerne i fredagens kamp idømte Kristian Jensen matchstraf efter slåskampen.

Oversigt

    Oversigt