Lørdag leverede Silkeborg-Voel på hjemmebane en knusende sikker storsejr på 35-26 over Viborg HK. Samtidig rykkede holdet op på den vigtige sjetteplads i stedet for Jan Pytlicks Odense Håndbold.
Kampen mellem Silkeborg-Voel og Viborg blev afgjort i begyndelsen af anden halvleg, hvor hjemmeholdet begyndte at trække fra.
Her udbyggede Silkeborg-holdet pauseføringen på 15-14 til 27-19, og så var det opgør mere eller mindre afgjort.
Værterne var især stærke i kontrafasen, mens Trine Troelsen endnu en gang var træfsikker med i alt ti scoringer.
Silkeborg-Voel går med sejren forbi Odense i tabellen, hvor midtjyderne har 19 point og Odense Håndbold 18 point.
For nylig blev Odense Håndbold også overhalet af Nykøbing-Falster i tabellen.
Odense Håndbold har tabt holdets seneste tre kampe og skal stramme sig an, hvis holdet skal tilbage i slutspilsvarmen.