Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Samarbejde skal gøre livet surt for bandekriminelle

Det skal være slut med at bandekriminelle flytter fra kommune til kommune for at undgå myndighedernes søgelys. Sådan lyder ambitionen bag et nyt samarbejde mellem Odense og Kerteminde Kommune. 

Siden 2017 har Odense Kommune haft en såkaldt specialenhed, der skulle gøre livet surt for bandekriminelle. Det har dog haft den bagside, at nogle bandemedlemmer har valgt at flytte ud til andre kommuner blandt andre Kerteminde. 

For at imødegå det har Odense og Kerteminde Kommune indgået et samarbejde.

- Vi har nogle med rocker og bandetilknytning, som har fundet et smuthul i lovgivningen. De har fundet ud af, at vi kan lige få lidt ro og lidt helle ved at flytte ud til andre kommuner, siger Kasper Ejsing Olesen (S), som er borgmester i Kerteminde. 

Derfor bliver Kerteminde Kommune nu en del af specialenheden.

- Så må vi faktisk både give information videre til den anden kommune, men vi må også stå for indsatsen, siger Kasper Ejsing Olesen. 

Det giver god mening også for Odense Kommune, fordi kriminaliteten ofte bliver i kommunen, selvom de kriminelle flytter, siger Christoffer Lilleholt (V), som er rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense.

- Vi sikrer, at vi nu sætter prop i det, så hvis man flytter til Kerteminde, så er det det samme sted, at man skal møde ind her i Vollsmose, hvor man så får en ekstraordinær beskæftigelsesindsats, siger han.