For sjette år i træk afholdes gåkampagnen "Gang i uge 23" i Odense. Og ligesom sidste år suppleres gåkampagnen af en cykelkampagne ugen inden.
Kampagnen skal motivere de ældre til motion, uden de i første omgang behøver at købe abonnement til motionsklubber eller en masse sportsudstyr.
De skal gå eller cykle en tur for at røre sig lidt mere i hverdagen - men også for at få at dyrke det sociale. På sigt håber kommunen, at det kan få de ældre til at melde sig ind i klubberne.
- Vi håber, at gå- og cykelkampagnen kan inspirere nogle af de odenseanske ældre til at melde sig ind i den lokale gå- eller cykelklub efter at have fået en introduktion dertil i løbet af de to motionsuger. Og man er selvfølgelig også velkommen til at starte sin egen klub. Jo flere jo bedre, siger Elsebeth Lind Mikkelsen, der er motionskoordinator i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense.
Der er planlagt 13 forskellige cykelture og 50 gåture. Turene arrangeres af frivillige foreninger, privatpersoner og medarbejdere fra Odense Kommunes Ældreområde.
Odense er netop blevet kåret som årets cykelkommune 2015.