Ugifte par til inkasso

Odense Kommune er blandt de kommuner, der tager nye regler for ugifte pars pligt til at forsørge hinanden alvorligt.

Siden den nye kontanthjælpsreform trådte i kraft ved årsskiftet har samlevende haft gensidig forsørgelsespligt.

Mange par har protesteret mod pligten, fordi de ikke har fælles

økonomi, selvom de deler dyne, men forgæves.

Og nu får det altså konsekvenser for dem, der fortsætter deres protest ved at nægte at betale husleje og havregryn for deres samlever.

Flere kommuner bekræfter over for Avisen.dk, at de vil inddrive pengene.

I Odense Kommune er en håndfuld sager lige nu på vej til inkasso.

- Så udbetaler vi ydelsen til den, som samlever ikke vil forsørge, og så overgiver vi opkrævningen til inkasso-kontoret, som så forestår opkrævningen ved den samlever, der nægter at forsørge, forklarer Gitte Grønsedt, afsnitsleder i kontanthjælpsafsnittet til Avisen.dk.

I Aalborg har kommunen ikke besluttet, om pengene skal inddrives via lønindeholdelse (kommunen tilbageholder en procentdel af lønnen, red.), inkasso eller en helt tredje løsning, men ind skal de.

- Det er lovgivningsbestemt, at vi kan inddrive dem. Nu skal vi have undersøgt, hvordan vi gør rent praktisk. Det er klart, at de penge, vi udbetaler for meget, skal inddrives, siger Michael Larsen, leder af ydelsescentret.

I mindst et ud af tre tilfælde er der tale om en kæreste, der ikke vil rette ind efter reformen.

- Han ville overhovedet ikke have noget at gøre med forvaltningen. Han mente ikke, at han havde nogen andel i sagen. Men der var tale om en kvinde med to børn, og derfor blev vi nødt til at udbetale ydelsen, så hun havde til at forsørge dem, siger centerlederen fra Aalborg.

I Vejle behandler kommunen lige nu en enkelt sag, der kan ende

som inkasso-sag.

- Udgangspunktet er, at der nu er gensidig forsørgelsespligt for samlevende ifølge loven, og det er det, vi går efter, siger Lone Lisby, leder af ydelsescentret.

Formanden for landets socialchefer mener ikke, at kommunerne har andet valg end at inddrive de penge, som samleverne skylder.

- Det er en logisk konsekvens af lovgivningen, men det er en dårlig lovgivning. Folk vælger at leve uden for ægteskab, fordi de godt kan lide hinanden, men ikke kan lide at have et økonomisk mellemværende. Jeg kan godt forstå, at de siger: Det kommer ikke mig ved, siger Ole Pass.

Oversigt

    Oversigt