15 mio. kroner skulle findes. Det var en bunden opgave, som Odenses By- og Kulturudvalg mødte ind til tirsdag, men lige til det sidste var der usikkerhed om, hvor besparelserne skulle findes.
Forvaltningen havde fremlagt en sparepakke, der var på dagsordenen. Den ville få sparekravet på 15 millioner kroner årligt for 2018, 2019 og 2020 i hus, men det var ikke den, der blev vedtaget. Et flertal bestående af Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten var nemlig i forvejen blevet enige om en alternativ sparepakke, som blev lagt frem på mødet. Og da de fire partier sad på flertallet, var det en smal sag at få det vedtaget.
I modsætning til forvaltningens spareforslag, skar sparekniven nu mindre i kulturområderne og mere på by-området, hvis man skal dele det op i de to områder i udvalgets titel: By- og Kulturudvalget.
De store besparelser ligger på mindre snerydning og saltning ved "normalvintre", færre penge til anlæg end oprindeligt budgetteret og besparelser på veje og administration.
Samlet sparepakke | tal i 1000 kr. |
---|---|
Symfoniorkester - forøgelse af egenindtægterne | 532 |
Symfoniorkester - co-produktion med de øvrige landsdelsorkestre | 150 |
Reduktion af serviceniveau på vintertjenesten ved normalvinter | 4000 |
Teaterfestival | 400 |
Børnekoncerter | 72 |
Reduktion af bibliotekets materialebudget | 500 |
Reduktion Vollsmose Kulturhus | 200 |
Reduktion Kulturmaskinen | 400 |
De frie kulturmidler | 400 |
Løbende anlægsrammer - reduktion | 3000 |
Veje incl. grøn drift | 1200 |
Ejendom overtager tekn serviceopgaver på fritidsområdet | 500 |
Biblioteker. Optimering og overgang til Borgernes Hus | 500 |
Reduktion serviceniveau på miljøområdet | 500 |
Markedsføring og kommunikation | 500 |
Administrative understøttelse af stab og afdelinger - reduktion | 1000 |
Centralisering af økonomifunktioner | 500 |
Direktørpulje | 500 |
Udvalgspulje | 200 |
Leje af off. arealer ved kommerciel drift - øget indtægt | 100 |
Ialt | 15154 |