I sidste uge skiftede Martin Høgstad fra OBs u19-hold til FC Svendborg, og nu gør en holdkammerat ham kunsten efter.
FC Svendborg har nemlig skrevet kontrakt for den kommende sæson med den 18-årige midtbanespiller Frederik Humlegaard. Han har ligesom Martin Høgstad også en fortid i den sydfynske fodboldklub.
- Frederik viste allerede nogle af sine offensive kvaliteter, da han sidste onsdag scorede to mål i den orange trøje, i sommerkampen mod Kirkeby, hvor han var med som testspiller, mens vores nye træner Michael Schjønberg så til fra sidelinjen, skriver FC Svendborg på sin hjemmeside.
Frederik Humlegaard har i alt spillet 13 ungdomslandskampe på u16- og u17-landsholdene og har i de seneste sæsoner gjort sig gældende på OBs talentfulde u19-hold.
- Vi er glade for, at kunne præsentere endnu en tidligere Svendborg-spiller til holdet. Frederik er en teknisk stærk og meget energisk spiller, som vil give os flere strenge at spille på offensivt, siger sportschef Anders Hjort i en pressemeddelelse.