Stadig intet nyt om 82-årig

Fyns Politi har fortsat ikke hørt nyt om den 82-årige mand, der frygtes at være faldet i Svendborg Havn.

Politiet har ikke aktuelle planer om at fortsætte eftersøgningen af manden, men modtager gerne oplysninger, hvis nogen ser noget.

- Hvis vi får nyt, kigger vi selvfølgelig på det, siger vagtchef Erik Skov.

Manden tog onsdag aften ved 22-tiden ned for at tilse sin båd, der ligger inde i bunden af Svendborg Havn, og ingen har siden hørt fra ham. Politiet ved heller ikke, hvorfor han valgte at gøre det på det tidspunkt.

Siden klokken 22.10 onsdag aften har det heller ikke været muligt at spore mandens telefon.

Det var nogle havnearbejdere, der tidligt torsdag morgen fandt bilen med både motoren og lyset tændt. Bilen var parkeret vinkelret mod mandens båd, muligvis for at give noget arbejdslys.

Arbejderne kontaktede kort efter klokken syv torsdag morgen politiet, som efterfølgende kontaktede mandens familie.

Fyns Politi, Hjemmeværnet, Beredskab Fyn og Søværnets Operative Kommando søgte torsdag formiddag forgæves efter den 82-årige mand.

Eftersøgningen blev indstillet torsdag middag.

 

Oversigt

    Oversigt