Ung fynbo stillede sit eget forslag i Folketinget

Står det til fynske friskoleelever, skal alle nyfødte i fremtiden automatisk være organdonorer.

En række fynske skoler var mandag på besøg på Christiansborg i København for at diskutere politik og komme med deres egne forslag. 

Albert Ahlmann-Ohlsen fra Øster Åby Friskole ved Svendborg stillede forslag om, at alle, der er født efter 1. januar 2021, automatisk ved lov skal være født som organdonorer. 

- Der er stor mange mangel på organdonorer, og folk dør på ventelisterne. Der er én hveranden uge, der dør på ventelisten til et nyt organ, siger Albert Ahlmann-Ohlsen.  

Venter på raske organer

Hans forslag indebærer, at folk aktivt skal melde fra, hvis de ikke vil være organdonorer. 

I 2018 døde 40 mennesker, mens de ventede på et rask organ fra en donor, viser tal fra Center For Organdonation.

- Forslaget skal redde liv, og det er vigtigt, fastslår friskoleeleven fra Sydfyn, der senere på dagen skal præsentere idéen foran blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S).

- Jeg kan ikke se, hvordan man kan have noget imod forslaget, eftersom man bare kan melde sig fra, siger Albert Ahlmann-Ohlsen.

Folketingsmedlem: Seriøs diskussion

Det fynske folketingsmedlem Jane Heitmann (V) var med til at diskutere elevernes lovforslag mandag formiddag. 

- Det er simpelthen en glæde at opleve den viden, det engagement og den lyst, som de unge mennesker har til selv af egen drift at komme med forslag og lægge dem frem og så have en seriøs diskussion hen over bordet med argumenter både for og imod, siger Jane Heitmann. 

De andre forslag, de fynske elever kom med, handlede blandt andet om obligatorisk brug af cykelhjelm og obligatorisk vaccination af alle børn under fem år.

Folketingsmedlem Jane Heitmann glæder sig over forslagene fra de fynske elever. 

Oversigt

    Oversigt