I fynsk landsby lejer bagmand værelse ud til købesex: - På 14 dage tjener jeg hurtigt 20.000 kroner

Bordelvirksomhederne kører i fuld drift flere steder i landet. TV 2 kan nu afsløre, at det også finder sted på Fyn. De har fundet frem til en mand, der tjener store penge på det, der udadtil ligner rufferi.

Hver dag dukker nye annoncer op fra adresser i hele landet. Også på Fyn. Der er tale om sexannoncer for prostituerede. 

En af dem bor i en landsby i Faaborg-Midtfyn Kommune. Det afslører den nye TV 2-dokumentar "Bordellernes Bagmænd", der sendes onsdag aften på TV 2. 

Dokumentaren afslører og dokumenterer med skjult kamera, at manden systematisk tjener penge på andre menneskers prostitution ved at udleje et værelse i sin private bolig.  

Ifølge manden tjener han i snit 30.000 kroner om måneden, og ifølge optagelserne tager han også en del af det kvinderne tjener.

- Vi skal tre måneder til Thailand og jeg vil gerne have en 50/50 girl ind lige og skumme lidt. På fjorten dage tjener jeg hurtigt 15-20.000 kroner, siger han til TV 2's muldvarp.

Manden ved ikke, at han bliver filmet og taler derfor frit fra leveren. Han fortæller, at han tager 500 kroner om dagen for hver kvinde, der lejer sig ind hos ham. I udgangspunktet er det én ad gangen, der lejer værelset ovenpå.

- De må gerne bo to på værelset, det rager mig en høstblomst, siger manden.

Annoncen som TV 2 fandt fra en landsby på Fyn.
Annoncen som TV 2 fandt fra en landsby på Fyn.
Foto: Screenshot/TV 2


I TV 2-programmet "Bordellernes bagmænd" afslører TV 2, hvordan en underskov af danske udlejere ulovligt spekulerer i at udleje deres ofte udtjente huse og værelser ud for en høj pris til bordeldrift.

Betalingen foregår i kontanter. Ofte bliver pengene hentet direkte ved de prostituerede på dags- eller ugebasis. Det betyder, at udlejerne kan tjene store summer på den ulovlige udlejning.

I de eksempler TV 2 afdækker, har udlejerne slået annoncer med udlejningstilbud op på sider, hvor der ellers bliver slået sexannoncer op.

Ad den vej får de kontakt til udenlandske prostituerede eller de netværk, der kan skaffe udenlandske prostituerede til danske bordeller

Og når kvinderne er ankommet til det udlejede hus eller lejlighed, kører bagmændene med jævnlige mellemrum forbi og henter huslejen.

De udlejere, som TV 2 har været i kontakt med, tager mellem 300 og 1800 kroner i døgnet i leje. 

"Arbejdsværelset" hjemme hos manden i den fynske landsby.
"Arbejdsværelset" hjemme hos manden i den fynske landsby.
Foto: Screenshot/TV 2

Tilbage i huset i den fynske landsby viser manden rundt i huset, hvor der er indrettet et decideret "arbejdsværelse". Et værelse, der også er beskrevet i annoncen, som TV 2 har fundet frem til. 

Han fortæller, at der kan arbejdes i huset, men svarer også ja til at køre kvinderne rundt til kunder. 

- Kommer der kunder uden aftale her, så går jeg ud og møder dem. Jeg passer på dem (kvinderne, red.), siger manden. 

Manden siger til TV 2, at han ikke ønsker at medvirke i et interview og nægter samtidig at have drevet bordel. 

Mange sager venter

I dokumentaren afslører TV 2 også andre udlejere, der lader til at tjene rigtig mange penge på at leje værelser eller hele boliger ud til prostitution. Det er ulovligt, når andre end den der sælger sex, også tjener penge på det. Det kaldes rufferi. 

Ifølge tal fra Rigspolitiet er 51 personer blevet dømt for rufferi i de seneste fem år i hele landet. Og det får Trine Baumbach, der er professor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, og har forsket i straffe- og menneskeret, til at pege på mørketallet.

- Der er ingen tvivl om, at hvis politiet ville have det her som et indsatsområde, så er der tusindvis af sager derude. Så det er bare at komme i gang, siger hun. 

Derudover understreger Trine Baumbach, at det er et område, hvor der også vil være meget afledt kriminalitet at tage fat i.

Ifølge Rigspolitiet er det op til den enkelte politikreds, hvor stor en indsats, der gøres og hvordan ressourcerne prioriteres, skriver TV 2. 

Derfor slører vi mandens identitet

Oversigt

    Oversigt