Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Luk for varmen: Simpel justering kan spare dig mange penge

Ved ganske få justeringer kan du rent faktisk spare helt op mod 1.600 kroner om året ved at slukke helt for varmen hen over sommeren.

Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

I dag er det Danmarks nationale sommerlukdag, og mange tror, at det er nok bare at dreje termostaterne på radiatorerne i bund, når varmeanlægget skal sommerlukkes. Det er dog ikke helt tilfældet, for selvom radiatorerne ikke varmer, arbejder anlægget stadig på lavt blus - ligesom når en bil holder i tomgang.

- Når man sætter anlægget på sommerdrift, producerer det kun varmt vand og ikke varme til f.eks. radiatorer eller gulvvarme, hvilket giver god mening i sommermånederne. Det kan måske virke lidt uoverskueligt første gang, men det tager faktisk kun få minutter, og der er virkelig noget at vinde både for danskernes egen pengepung og klimaet, siger Energistyrelsens ekspert i energispareråd og danskernes energivaner, Matilde Grøn Bjørneboe.

Den enkelte husejer kan opnå en årlig besparelse på mellem 600 og 1.600 kroner afhængigt af varmeformen, hvilket svarer til tre til fem procent af det årlige varmeforbrug, oplyser Energistyrelsen.

Sommerlukning består af to enkle handlinger: Luk varmeanlægget og sluk cirkulationspumpen.