Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

OB-træner i angreb på medie efter "løgnehistorie"

Det affødte en del kritik af OB-træner Søren Krogh, at han ikke som aftalt kom ud til en række medier og i stedet sendte sin assistenttræner Frank Hjortebjerg efter 2-1-nederlaget til Hvidovre.

Ifølge Bold.dk forlod Søren Krogh i stedet Odense Stadion. Men det er ifølge hovedpersonen selv lodret forkert. Det siger han i et interview med Bold.dk. Ifølge Søren Krogh forlod han stadion som den allersidste og sendte sin assistenttræner efter aftale med staben: 

- Efter kampen samlede jeg gutterne og sagde et par ord. Derefter gik jeg over for at lave tv-interviews, og efterfølgende talte vi i staben om, at der sgu nok er et behov for, at jeg skulle prioritere at være sammen med spillerne og sørge for, at de føler mit nærvær i den situation, vi står i, siger Søren Krogh til Bold.dk

- Det var ganske udramatisk, så jeg er ked af, at der kommer løgnehistorier ud om, at jeg skulle have forladt stedet. Det er lodret forkert.

OB's nederlag til Hvidovre betyder, at OB kun har to point ned til nedrykningsstregen med fem kampe tilbage. Det var 14. gang i denne sæson, OB gik fra banen på Odense Stadion uden at have vundet. Næste kamp er mandag den 6. maj på udebane mod de direkte nedrykningskonkurrenter fra Vejle.