Mors dag nærmer sig, og derfor sad mange fredag aften klar til at bestille en af de unikke "mor-kopper" fra keramikeren Rikke Maul i Svendborg.
Faktisk var der så mange, der sad klar til at bestille en kop, at hjemmesiden med det samme bukkede under for presset, da Rikke Maul trykkede på knappen og gjorde de cirka 180 kopper tilgængelige for kunderne.
- Jeg kunne ikke selv gøre noget som helst. Den gik bare i hvid, fortæller Rikke Maul dagen derpå.
Et ukendt antal kunder har derfor siddet i flere timer og forsøgt at bestille en af kopperne. For manges vedkommende uden held. Derfor må en del interesserede formentlig ud og se sig om efter en anden gave til mors dag.
Rikke Maul har ikke overblik over, hvor mange der var inde på hjemmesiden i forbindelse med at kopperne blev sat til salg, men hun fortæller, at det plejer at være mange tusinde.
Rikke Maul arbejder på den måde, at hun i to-tre måneder producerer al det keramik, hun kan. Derefter sætter hun det hele til salg på hjemmesiden på en gang ved et såkaldt "drop".
Det er meningen, at det skal give alle en fair chance for at komme ind og bestille, men det forudsætter, at hjemmesiden kan håndtere trykket fra de mange besøgende.
- Jeg glædede mig faktisk i går for første gang i lang tid til at have et online drop, for jeg havde en forventning om, at det bare ville fungere. Det gjorde det så slet ikke, siger hun.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at keramikeren har problemer med for mange besøgende på hjemmesiden på en gang.
Sidste år havde Rikke Maul præcis det samme problem op til mors dag. Derfor besluttede hun at starte et samarbejde med en professionel hjemmesideleverandør om at lave onlinebutikken, så den kan håndtere trykket, men interessen fra de mange brugere er altså kommet bag på selv den professionelle leverandør.
- På den ene side er jeg jo virkelig, virkelig glad for, at der er så mange mennesker, der godt kan lide min keramik og gerne vil købe mine kopper. På den anden side, så bliver jeg bare mega ked af, at så mange mennesker har en dårlig oplevelse hos mig, siger Rikke Maul.
Hun er især ked af, at hun føler, hun har spildt mange menneskers tid.
- Nogle mennesker har siddet i halvanden time og trykket opdater. Det gør mig bare så ked af det, at jeg tager kostbar tid fra dem, siger hun
Rikke Maul tilføjer, at hun er glad for interessen.
- Jeg er meget overvældet, og jeg er selvfølgelig glad for det salg, jeg har haft, men det er jo ikke en rar følelse at sidde med dagen efter, siger hun.
- Nu skal jeg have en lang snak med min hjemmesideleverandør, og vi skal have kigget på, hvordan vi skal gøre det fremover, tilføjer hun.
- Jeg håber, at folk vil holde ud og prøve igen næste gang, men mest af alt er jeg bare ked af, at jeg har taget folks tid, og at det har fået en dårlig oplevelse, siger hun.
Rikke Maul holder fysisk salg på lørdag fra Møllergade i Svendborg.
- Det ved jeg virker, siger hun.