Fyns Politi vil gerne have fat i mand efter vild ulykke

Et kronvidne til den spektakulære ulykke har endnu ikke meldt sig hos politiet.

Efter en 72-årig kvinde den 17. april kørte gennem Netto-butikken på Nyborgvej i Odense, efterlyste Fyns Politi et vidne til episoden, som tilsyneladende stod så tæt på ulykken, at han er blevet ramt af vragdele.

Vidnet var kunde i butikken og blev opdaget af politiet, da efterforskere kiggede videoovervågningen fra butikken igennem. Han stod på gerningstidspunktet for enden af kasselinjen og pakkede sine varer efter netop at have betalt, da bilen kørte gennem ruden. Da manden betalte kontant, har det ikke været muligt at finde frem til ham på anden vis.

Og manden har endnu ikke meldt sig, oplyser Fyns Politi.

Kunden beskrives som: En ældre mand med gråt hår, cirka 170 centimeter høj og lettere foroverbøjet. Han var iført mørke bukser, en karrygul trøje og en mørk jakke. Han bar en sort skuldertaske og støttede sig til en grøn/turkis rollator.

Politiet vil stadig gerne i kontakt med ham. Har man information, kan man kontakte politiet på telefon 114. 

Bil er undersøgt

Mens den del af efterforskningen endnu ikke har båret frugt, oplyser Fyns Politi, at man nu har undersøgt bilen, der på indtil videre uforklarlig vis bragede gennem supermarkedet. 

Man afventer dog bilinspektørens rapport, før politiet kan begynde at udtale sig om teorier og årsager.

Tidligere har Fyns Politi fortalt, at man både undersøger, om der ligger noget teknisk eller en menneskelig fejl til grund for ulykken.

Som TV 2 Fyn kunne fortælle, så har den bilmodel, som forulykkede 17. april, en Nissan Leaf, været tilbagekaldt grundet en softwarefejl, der under helt særlige omstændigheder kan forårsage en spontan og utilsigtet acceleration.

Nissan har tilbagekaldt 66.000 biler på grund af fejlen.

Oversigt

    Oversigt