Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Billedhugger Keld Moseholm er død i en alder af 87 år

Onsdag aften døde den fynske billedhugger Keld Moseholm i en alder af 87 år på Svendborg Sygehus efter et døgns sygdom. Det oplyser en ven af familien til TV 2 Fyn.

Keld Moseholm var bosat i Bjerne ved Faaborg med hustruen Bente. En adresse der både var hjem, værksted, udstillingscenter og skulpturpark.

Til trods for sin alder var Keld Moseholm i fuld gang frem til sin død. Han havde netop færdiggjort en skulptur i, hvad hans nære betegner som, sin sædvanlige arbejdsform: "Arbejdede dagen igennem og vågnede op med en ny idé eller med lyst til lige at sikre sig, at skulturen holdt - og så måtte han ud og tjekke, før han kunne gå i seng igen."

Keld Moseholm var kendt og anerkendt vidt for sit arbejde. Blandt andet står han bag byportene i Vordingborg, "Legende børn" og "Lisa" i Billund, skulpturen ved 3F’s hovedkontor i København og en række skulpturer på hjemegnen, blandt andet i Nr. Lyndelse, Ringe, Svendborg, Odense og Faaborg. 

Han har også udstillet i Brasilien og Australien.

Privat beskrives Keld Moseholm som et elskeligt menneske, der helst ikke gjorde meget væsen af sig. 

Han bisættes torsdag.

En af Keld Moseholms skulpturer
En af Keld Moseholms skulpturer
Foto: Signe Ryge