Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Chokerende udvikling: Snave-tyvene har taget ny metode i brug i nat

Så er den gal igen, igen i vestfynske Snave.

Men denne gang er det ikke blot en skruetrækker, som tyvene har brugt for at stjæle det eftertragtede skilt.

Søndag kunne byens borgere nemlig vågne op til, at hele seks af byens skilte er blevet skåret midt over. Det oplyser borger i Snave Aksel Twisttmann Jørgensen til TV 2 Fyn.

- Nogle, jeg kender, skulle hente deres datter fra en fest i nat klokken 02, og da de kom hjem en halv time senere, var det ene skilt skåret over og væk, siger han.

- Det går hurtigere med en vinkelsliber, så det er sikkert de tanker, de har gjort sig, siger Aksel Twisttmann Jørgensen og tilføjer, at ingen, han kender, i byen, har hørt den larm, som skilte-tyverierne har affødt.

- Der må være tale om en form for trofæjagt, siger han videre.

Snaves borgere er søndag vågnet op til synet af seks oversavede skiltestolper.
Snaves borgere er søndag vågnet op til synet af seks oversavede skiltestolper.
Foto: Privatfoto

Den nye misere kommer, efter at Assens Kommune tidligere i denne uge har fået indgraveret "Snave" i indfaldsvejen til byen. Men heller ikke vejen er fredet:

- Jamen de har da lavet hjulspind på vejen, så skiltet langt fra er lige så hvidt og pænt, som det var tidligere, siger Aksel Twisttmann Jørgensen.

Lige siden Polle Fiction rullede over skærmen, har Snave været plaget af skiltetyverier. Årligt bliver der stjålet omkring 100 skilte, hvilket betyder, at kommunen hvert år bruger 100.000 kroner på indkøb og opsætning af nye skilte.

- Det er garanteret nogle unge mennesker, der ikke engang var født dengang, hvor Polle Fiction blev vist, afslutter han.