Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Digitale kærlighedssvindlere stjæler for millioner

Jagten på kærlighed kan ende med at blive en dyr affære, hvis man ender i hænderne på en svindler. Dog ser det nu ud til at ske for langt færre. En ny opgørelse fra bankernes interesseorganisation Finans Danmark viser, at der sidste år blev registreret 490 sager om såkaldt kærlighedssvindel. Det er mere end en halvering på et år.

- Det er positivt, at der er registreret færre sager, men det er til gengæld trist, at nogle stadig lykkes med at frastjæle danskerne så mange penge, siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

I 2022 slap de kriminelle afsted med næsten 22 millioner kroner. I 2023 endte beløbet på 17 millioner kroner. Denne form for svindel er betegnet ved, at de kriminelle bruger falske profiler på eksempelvis datingsider eller sociale medier.

Her lader de som om, at de søger kærlighed eller venskab, men i virkeligheden er de ude efter penge. Organisationen understreger, at der kan være et stort mørketal på området, da mange ofre holder deres tab hemmelige.