Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

DSB's udgifter til kompensation er firedoblet på et år

DSB kæmper med forsinkelser og større udgifter, der bliver udbetalt som kompensation. Det skriver Jyllands-Posten i tirsdagens avis.

Indtil videre var april i år et af de dårligste resultater for DSB i nyere tid. 48,5 procent af kunderne mellem København og Odense var fremme til tiden. Det vil sige med mindre end tre minutters forsinkelse. Det oplyser DSB’s informationschef, Tony Bispeskov, til avisen.

Samtidig udbetaler DSB kompensation og udleverer erstatningsbilletter som aldrig før, skriver avisen. Her henvises der til tal fra DSB, som viser, at der i 2022 blev betalt 24,3 millioner kroner tilbage til pendlerne mod 6,3 millioner kroner i 2021, hvor der dog var færre rejsende grundet coronakrisen. Der er tale om en firedobling.

Til og med april i år er der i 2023 udbetalt 9,1 millioner kroner mod 4,9 millioner kroner i samme periode sidste år. For april alene er der tale om en tredobling i forhold til samme periode sidste år, oplyser DSB til Jyllands-Posten.

Hos DSB og Banedanmark er man enige om, at udfordringen med mange forsinkelser, aflysninger og langsomme tog forstærkes af det store antal af projekter, som Banedanmark har gang i.

Ifølge avisen sættes der for eksempel nye signaler op for omkring 20 milliarder kroner, der elektrificeres på alle de store banestrækninger for andre cirka 10 milliarder kroner.