Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Fuld gas: Snart er motorvejsudbygning slut

Nu kan du snart krydse Fyn uden at holde i kø til vejarbejde på motorvejen. 

Fra torsdag den 13. juli er alle afspærringer, maskiner og vejarbejdere væk fra vejarealet, og den nye sorte asfalt står i skarp kontrast til de hvide striber på Fynske Motorvej på strækningen mellem Ejby og Aarup.

- Motorvejen over Fyn bliver dagligt brugt af omkring 75.000 trafikanter, og nu hvor udbygningen af motorvejen er færdig, kan de se frem til en bedre køreoplevelse. Der har de seneste fire år været vejarbejde i forskellige etaper på motorvejsstrækningen på Vestfyn og nu er det heldigvis slut, bortset lige fra støjskærmene, der kommer op i efteråret, siger transportminister Thomas Danielsen.

Startskuddet for udbygningen af de cirka 24 kilometer motorvej lød i 2019. Projektet blev fra starten delt op i to etaper, så hele strækningen ikke skulle udbygges på én gang. De første 12 kilometer var allerede klar i 2021.