Harald Plum var Fyns største forretningsmand – og svindler

24. oktober 1929 markerede starten på verdenshistoriens største bankkrak, da panikken spredte sig på Wall Street. Men på den lille fynske ø Torø udspillede der sig samtidigt et drama med én af danmarkshistoriens største magnater og bedragere. Dette er historien om succesen og faldet for Harald Plum.

quote Jeg er blevet, hvad man plejer at kalde en handlens fyrste.

Harald Skovby Plum, 1918

 

 

Smilet er ikke til at tage fejl af.

Harald Plum eller Handlens Fyrste, som han ynder at omtale sig selv, er godt tilfreds, da han stolt går rundt på sin private ø Torø lidt syd for Assens.  

 

 

Lørdag den 3. juli 1926 er en dag, som han har ventet på i mange i år. Nu kan Handlens Fyrste langt om lange afsløre den syv ton tunge bronzestatue, som han så en miniature af i 1918, og som han bare måtte have. 

 

 

Dagen bliver fejret med festtaler, Dannebrog og sang fra de 300 indbudte gæster. Det hele er nøje orkestreret af Harald Plum selv. 

 

 

Sådan er fortællingen blevet til

Da nationalsangens sidste vers er gjaldet ud over den lille ø, kan Harald Plum føre den berømte billedhugger Carl Bonnesens datter op til det imponerende værk, hvor Tordenguden med Mjølner i hånden kæmper mod jætterne. 

 

 

I alt har værket kostet Handlens Fyrste 90.000 kroner eller en snært mere end tre millioner kroner omregnet til nutidens valuta. Men det er øjensynligt småpenge for en af landets mest succesfulde forretningsmænd, der igennem årenes løb har haft fingrene i flere end 200 forskellige virksomheder i ind- og udland.

 

 

Den lune julidag for mere end 90 år siden kan Harald Plum skue ud over Torø med ro i maven. Han er tilbage på toppen efter sin deroute kun tre år tidligere. 

 

Men intet varer evigt.

 

Og inden årtiets udgang vil den fynske fyrste være mere kendt for svindel og snyd end pomp og pragt. 

 

I dag står Thors Kamp mod Jætterne hos Envases (det tidligere Glud & Marstrand) i Odense, hvor den kan ses fra krydset af Næsbyvej og Åløkke Allé. 
I dag står Thors Kamp mod Jætterne hos Envases (det tidligere Glud & Marstrand) i Odense, hvor den kan ses fra krydset af Næsbyvej og Åløkke Allé. 
Foto: Olav Fonager

1929

Harald Plum søgte mod Torø og Thorøgaard, da jorden under ham begyndte at brænde.

Mandag 21. oktober 1929

 

Det er en kølig formiddag i København, da Harald Plum og hans tjenerdreng sætter sig ind i Harald Plums bil. De to har kurs mod Torø, der siden 1917 har været Handlens Fyrste refugium. 

 

Det er formodentlig kun Harald Plum, der på det tidspunkt kender den præcise baggrund for, hvorfor turen går til Torø. Officielt lyder forklaringen, at han skal på forretningstur til Odense. Uofficielt er han på vej til at gøre en ende på sit liv – for Handlens Fyrste har indset, at hans bedrageri kun er dage fra at blive opdaget. 

 

Harald Plum ankommer til Torøgaard sidst på eftermiddagen. Gården har siden 1918 fungeret som hans primære opholdssted på øen efter en gennemgående renovering. I gårdens storstue i midten af stuehuset hænger en lysekrone over trægulvet, der er lagt som et skakbræt. Væggene prydes af guldbelagt tapet. 

 

Storstuen i Thorøgaard var smukt udsmykket. Her ses flere medlemmer af familien Plum i 1918/1919. 
Storstuen i Thorøgaard var smukt udsmykket. Her ses flere medlemmer af familien Plum i 1918/1919. 
Foto: Assens Lokalarkiv

 

Et par værelser længere nede i huset finder man Harald Plums værelse. Det er her Handlens Fyrste beslutter sig for at gøre en ende på sig selv, da han ser, at hans forretningsimperium er på vej mod døden. 

 

Natten til tirsdag indtager Harald Plum 30 styk Cibalgintabletter. Han håber, at sovemidlet kan stoppe ham fra nogensinde at vågne igen.

 

Men sådan skal det ikke gå for den fynske forretningsmagnat. 

 

Harald Plum satte stor pris på den ro, han fandt på Torø. Her ses en hytte, der ifølge Bygnings- og boligregisteret blev opført i 1929. 
Harald Plum satte stor pris på den ro, han fandt på Torø. Her ses en hytte, der ifølge Bygnings- og boligregisteret blev opført i 1929. 
Foto: Olav Fonager

Harald Plum og hans imperium

Harald Plum fotograferet i 1916. Året før lancerede han Russisk Handelskompagni, der skulle være bindeled mellem det nye russiske marked og Plums forretninger.

Harald Plum kommer til verden 30. januar 1881 som barn af Niels Munk Plum, der driver en stor købmandsforretning i Assens. 

 

Selvom det måske ikke ligger i kortene, ender Harald Plum med at læse jura på Københavns Universitet. Tanken er, at han bagefter skal læse videre på universitetet i Sorbonne. Men sådan går det ikke for den unge Plum. 

 

quote Vi står over for et nyt princip, et nyt udslag af dansk fortagsomhed

Artikel i Politiken om Russisk Handelskompagni, 1917

 

Da Niels Munk Plum bliver alvorligt svækket af sin sukkersyge, må Harald Plum sande, at familievirksomhedens overlevelse blandt andre hviler på hans skuldre. Sammen med broderen Kay Plum og fætteren Thorvald S. B. Plum overtager de tre gradvist virksomheden i 1905. Her får Harald Plum mere smag for en karriere som købmand. Derfor stifter han i maj 1907 sin første virksomhed i form af smørvirksomheden The Butter Export Co., der på papiret giver overskud allerede det første år. 

 

I 1914 eksporterer Plums smørfirma for 500.000 kroner. Året efter vælger han derfor at udvide repertoiret og satse på mere bredt. Derfor starter han Russisk Handelskompagni, der skal imødekomme en stigende efterspørgsel fra russiske kunder. Produktporteføljen spænder nu over alt fra sprængstoffer og bouillon til skovmaskiner, maskingeværer og medicin. 

 

- Vort Handelskompagni er tænkt at skulle være et samlingspunkt for alle, der driver handel i Rusland, forklarer bestyrelsesformand Emil Harboe i Russisk Handelskompagni til Politiken kort efter stiftelsen. 

 

 

En stor del af den russiske efterspørgsel kommer som følge af Første Verdenskrig. Og i Politiken blev Harald Plums seneste storsatsning udråbt som en enorm succes.

 

- Vi står over for et nyt princip, et nyt udslag af dansk fortagsomhed, skrev avisen i sommeren 1917.  

 

Men da bolsjevikkerne kommer til magten i slutningen af 1917, bliver Harald Plums forretninger med ét slag massivt udfordret. For de nye magthavere vil trække sig ud af krigen. Og så nægter de at betale for de ordrer som det tidligere aristokrati har aflagt til Plums russiske eventyr. 

 

For første gang oplever Harald Plum for alvor, at hans forretningsimperium ikke er så usårligt, som omverdenen tror. 

1929

Harald Plum brugte meget tid sammen med familien. Billedet her er taget i 1904, hvor Harald Plum (længst til venstre) afværger et "sørøverangreb" i Oslofjorden. Med på turen er også broren Kay Plunk og far Niels Munk Plum.

Tirsdag 22. oktober 1929
 

Harald Plum vågner den tirsdag morgen. De 30 sovetabletter har ikke taget hans liv. Den nærmeste familie opdager dog hurtigt, at Handlens Fyrste er alt andet end en fyrste, mens de sidste rester af medikamentet flyder rundt i blodet. Derfor slår de alarm.

 

Fakta om Torø

 

Familien frygter, at Harald Plums sukkersyge er gået i udbrud igen. Derfor sørger de for, at han kommer til Assens Sygehus. Det er uvist, hvilke konklusioner personalet når frem til sygehuset, men allerede om aftenen kan Harald Plum krydse vandet ved Torø for at komme tilbage til sin ø. 

 

I takt med at nyheden om Haralds Plums dårlige helbred spreder sig begynder flere og flere af familiens medlemmer at ankomme til Torø. Sent tirsdag aften ankommer også Harald Plums bror Niels Munk Plum og hans hustru Hanne Plum. De bliver hos Handlens Fyrste hele natten, der de næste dage nærmest er under familiens øjne. 

 

Onsdag 23. oktober 1929
 

Onsdag morgen vil Harald Plum igen gøre en ende på sit liv, inden hans fusk og fup bliver kendt af familien og hans omverden. Ved sin side er broderen og svigerinden skiftet ud med familiens 23-årige medicinstuderende Preben Plum, der fra morgenstunden er i gang med at undersøge Harald Plum med hjælp fra Plums tjenerdreng. 

 

quote Jeg har ført dobbeltbogholderi

Harald Plum, 23. oktober 1929

 

De to forlader for en kort bemærkning Handlens Fyrste i soveværelset. Men da de kommer tilbage, finder de døren til værelset låst. Derfor beslutter Preben Plum sig for at banke på ruden til værelset. Men Harald Plum tilkendegiver, at han vil have ro. 

 

Kort tid efter hører Preben Plum støj fra værelset. Derfor slår han ruden ind. 

 

Under dynen pibler blodet frem fra et åbent sår i brystet på Handlens Fyrste. I en skuffe finder man en revolver. Først nu går alvoren op for familien.

 

Samme aften går Harald Plum for første gang til bekendelse. 

 

- Jeg har ført dobbeltbogholderi, forklarer Handlens Fyrste og tilføjer:

 

- Det var umuligt for den øvrige direktion, revision og bestyrelsen at opdage noget.

 

Læs hele Harald Plums tilståelse:

Transatlantisk kompagni og Landmandsbanken

Fra nedtur til optur

Harald Plum på Torøstrand i 1922.

I løbet af 1917 og 1918 begynder det så småt at gå op for verdenssamfundet, at Den Russiske Revolution ikke bare er et lille oprør, men et decideret systemskifte. Også Harald Plum Plum må sande, at bolsjevismen får stor betydning for hans edderkoppespind af virksomheder. 

 

I efteråret 1916 har Harald Plum igangsat et nyt udvidelsesprojekt af sit forretningsnetværk med oprettelsen af holdingselskabet Det Transatlantiske Kompagni. I bestyrelsen finder man Emil Glückstadt, der er direktør for Skandinaviens største bank, Landmandsbanken (Danske Bank i dag). Samarbejdet kommer til at spille en afgørende rolle, da flere af Plums forretningseventyr forvandler sig til deciderede fiaskoer. 

 

 

På den anden side af andedammen viser det sig, at undervirksomheden Bech, van Sieclen og Co. godt nok kan omsætte for millioner, men virksomheden kan ikke tjene penge. I 1920 lyder omsætningen på 15 millioner kroner (cirka 335 millioner kroner i dag), men virksomheden brænder inde med en masse fødevarer. 

 

I kølvandet på de russiske udfordringer og fordærvede amerikanske varer beslutter Harald Plum at søge assistance hos Emil Glückstadt og Landmandsbanken. Via en masse taljonglering lykkes det Handlens Fyrste at få stillet garantier hos Landmandsbanken. 

 

Krakket

 

I maj 1922 indleder statens bankinspektør i al hemmelighed en undersøgelse af Landmandsbanken. Hurtigt står det klart, at banken inden for kort tid vil komme i store problemer på grund af risikable lån til virksomheder, der søgte at udnytte de høje konjunkturer under Første Verdenskrig. Nu da krigen er slut, har banken svært ved at få indhentet kapitalen igen, da flere af virksomhederne, herunder Plums Transatlantiske Kompagni, er hårdt spændt for. 

 

Rigsdagen er ikke i tvivl: Landmandsbanken er ligesom flere af nutidens banker Too big to fail. Derfor beslutter man at skyde 40 millioner kroner (1,2 milliarder kroner i dag) i banken via aktieopkøb.

 

 

Men det hjælper ikke Plum og Transatlantisk Kompagni, som tvinges i knæ. 

 

- Rusland, Verdenskrise og Bankpolitik knækkede kompagniet, forklarer Plum selv til Politiken i november 1923. 

 

I alt tabte Landmandsbanken 210 millioner kroner eller godt 6,5 milliarder kroner i dag på grund af Transatlantisk Kompagni.

 

- Harald Plums verdensomspændende koncern blev den største enkeltstående årsag til Landmandsbankens sammenbrud, vurderer erhvervshistorikeren Søren Ellemose sin bog om Harald Plum.

 

Alligevel slipper Harald Plum nådigt med en bøde på 4.000 kroner for urigtig regnskabsførelse. 

 

Denne gang går Harald Plum nærmest fri, men sådan går det ikke, da han selv afsiger dommen. 

 

 

I gang igen

 

Med en mild dom i ryggen vælger Harald Plum at fortsætte sine finansielle eventyrer. Endnu en gang vælger Handlens Fyrste at skyde penge i et smørprojekt. Denne gang køber han sig ind i The Crown Butter Export Co. Men Transatlantisk Kompagni har slået al økonomisk luft ud af Harald Plum. Derfor overtaler han sin fætter Erik Plum til at stille med pengene. 

 

Selvom Harald Plum måske nok har fået et blakket ry efter balladen i Landmandsbanken, har han ikke tabt lysten til at drive international forretning. Smørsalget går strygende, og i 1926 etablerer han for anden gang et holdingselskab til at rumme alle sine forretninger. Kun kort tid før rejsningen af Thors Kamp mod Jætterne etablerer Handlens Fyrste officielt A/S Nordiske Trust Co. 

 

Men næsten alle forretningerne bygger på en løgn. Harald Plum er ruineret efter problemerne i 1922. Derfor orkestrerer han et stort netværk af virksomheder, der baserer sig på falske regnskaber. Det har fået en række danske banker til at skyde penge i de falske forhåbninger. Og kun tre år senere falder edderkoppespindet til jorden. 

 

 
 
Foto: Olav Fonager

 

Torsdag 24. oktober 1929

 

Handlens Fyrste er stadig i live efter revolverskuddet. I gårdens storstue opholder hele familien sig på nær Preben Plum, der holder øje med Harald Plum. Preben Plum søger kortvarigt mod stuen for at få en kop kaffe. Det skal vise sig at blive fatalt for Harald Plum. 

 

Det præcise tidspunkt for det sidste og dræbende skud fra Harald Plums skjulte pistol kendes ikke. Men klokken 11 om formiddagen bliver der udført ligsyn af Handlens Fyrste. 

 

I perioden efter Harald Plums død bragte de danske aviser flere nye opsigtsvækkende oplysninger. Først 25. oktober kunne medierne rapportere, at Harald Plum havde skudt sig selv to gange. Her ses de to våben, som han brugte til sit selvmord. 
I perioden efter Harald Plums død bragte de danske aviser flere nye opsigtsvækkende oplysninger. Først 25. oktober kunne medierne rapportere, at Harald Plum havde skudt sig selv to gange. Her ses de to våben, som han brugte til sit selvmord. 
Foto: Arkiv / Politiken

 

Allerede samme eftermiddag kan Fyens Stiftstidende afsløre, hvordan Harald Plum har taget sit eget liv på Torø. I samme avis står det klart, at selvmordet har klare forbindelser til De Plum’ske Foretagender. 

 

Dagen efter beslutter justitsminister Carl Theodor Zahle at nedsætte en kommission, der skal til bunds i svindlen.

 

– Der må skabes fuld klarhed til alle sider, vi må have at vide, hvor ansvaret ligger, understregede regeringen i den forbindelse over for Politiken. 

 

Hos aviserne stod det dog klart, at man ikke behøvede en kommissionen for at pege på skurken. 

 

I Fyens Stiftstidende kunne læserne blive klogere på ”Harald Plums Kæmpe-Svindel” og "”Finansgeniet”, der brød sammen". Hos ”Social-Demokraten” blev Harald Plum samme dag udråbt som Danmarks største svindler. Også Politiken var klare i mælet:

 

- Naar man nu betragter Harald Plums Levnedsløb under ét, forbløffes man over hans uhyre Selvovervurdering, der nærmede sig storhedsvanvid. 

 

I dag er Torø ejet af Københavns Lærerforenings Kolonier, der hjælper københavnske børn med lejrskoleophold på den vestfynske halvø. Foreningen overtog den fra Harald Plums dødsbo i 1930.
I dag er Torø ejet af Københavns Lærerforenings Kolonier, der hjælper københavnske børn med lejrskoleophold på den vestfynske halvø. Foreningen overtog den fra Harald Plums dødsbo i 1930.
Foto: Olav Fonager

 

Eftermælet

 

Det præcise omfang af Harald Plums bedragerier blev først opgjort i 1930. I alt beløb svindlen sig til 36 millioner kroner eller godt 1,35 milliarder kroner i dag. Beløbet var svimlende stort og kom færre end 20 år efter, at den tidligere justitsminister Peter Adler Alberti havde svindlet for næsten 14,5 millioner kroner i 1908; eller cirka 950 millioner kroner i dag. 

 

Selv i dag står Harald Plums gesjæfter som eksempel på storsvindel. Stein Bagger og IT-Factorys svindel beløb sig til 831 millioner kroner. Og Handlens Fyrste mere end trumfer Britta Nielsen, der er tiltalt for at have svindlet for 117 millioner kroner fra Socialstyrelsen.

 

Harald Plum blev aldrig kendt skyldig i den svindel, han tilstod på sit dødsleje. Men hans svindel satte sig mange spor i de virksomheder, som trak tråde til Torø.  

 

I sin tilståelse gjorde Harald Plum det klart, at Det Transatlantiske Kompagni og Landmandsbankens problemer i 1922 havde slået benene væk under ham. Samtidigt fortsatte Handels Fyrste sit odiøse liv på Torø med tonstung bronzekunst og guldtapet. 

 

Fortællingen om Handlens Fyrste overgang til Svindlens Fyrste kan måske bedst sammenfattes, som Politiken gjorde det dagens efter hans død. 

 - Der var intet forhold mellem hans fantasi og hans evnen (…) Det nærmede sig storhedsvandvid. 

Brug for hjælp?