Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Hun blev valgets helt store stemmesluger på Fyn

Samtlige optællinger af de fynske valgkredse er nu færdige, og det betyder, at der nu kan konkluderes på, hvem valgets helt store stemmeslugere er på Fyn.

I alt 220.285 fynske stemmer blev afgivet i de otte valgkredse.

EP-valgets helt store stemmesluger blev Christel Schaldemose (S), der fik sig hele 22.957 personlige stemmer. 

Hun blev samtidig den kandidat, som tegnede sig for flest personlige stemmer i samtlige otte fynske valgkredse. Dermed gør hun rent bord på Fyn.

Efter Christel Schaldemose (S) følger Morten Løkkegaard (V) med 15.651 personlige stemmer.

Ikke langt fra ham placerer Kira Marie Peter-Hansen (SF) sig med 14.076 personlige stemmer.

Selvom der er et godt stykke fra Christel Schaldemose (S) og ned til Kira Marie Peter-Hansen (SF), når det kommer til personlige stemmer, afspejler det ikke partiernes generelle formåen på landsplan.

Her overgik SF nemlig Socialdemokratiet og blev EP-valgets helt store vinder med hele 17,4 procent af stemmerne mod Socialdemokratiets 15,6 procent.