Med ordene "Længe leve Hans Majestæt kong Frederik den tiende" har statsminister Mette Frederiksen (S) udråbt søndag kong Frederik X som ny regent.
Han overtager den danske trone efter sin mor, dronning Margrethe, der har abdiceret efter 52 år som regent.
- Den kronprins, der nu bliver vores regent, er en konge, vi kender, en konge vi holder af, og en konge vi stoler på, sagde statsministeren.
Traditionen med at proklamere et tronskifte stammer fra gammel tid, hvor et tronskifte blev bekendtgjort for folket på de åbne landsting i de forskellige landsdele.