Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Byrådsmedlem var midt i eksamen, da hans parti blev nedlagt

I Kerteminde vidste byrådsmedlem Malte Jäger intet på forhånd om nyheden fra Pernille Vermund om, at partiet Nye Borgerlige opløses. Da han læste nyheden, sad han midt i en eksamensopgave fra sit studie.

- Jeg er ærgerlig, men fortrøstningsfuld nok. Det her stopper jo ikke mig på nogen måde fra at kæmpe for de samme ting i mit politiske virke i Kerteminde Byråd. Og pointen (fra Pernille Vermund, red.) om, at det borgerlige Danmark har været splittet mellem for mange partier, den er jo rigtig nok.

Så det at nedlægge partiet er en god beslutning?

- Jeg synes, det er ærgerligt at det parti, der blandede den borgerlige udlændingepolitik og borgerlige skattepolitik ikke blev større. Men i situationen anerkender jeg, at der ikke har været nogen optimal vej at gå her.

Han vil i første omgang fortsætte som løsgænger, men har planer om at melde sig ind hos et andet parti på sigt.

- Men for at fortsætte ethvert politisk virke, skal man på et eller andet tidspunkt knytte sig til et parti, som passer på ens værdier. Så det vil jeg selvfølgelig skulle finde. Men jeg har intet problem med at være løsgænger i noget tid, så jeg vil ikke løbe derover (til et andet parti, red.)