Det er noget af et utraditionelt skoleskema, som elevere på Langeland den næste tid møder ind til.
For elever på Langelands Efterskole og i 10. klasse på Ørstedskolen er der nemlig i september sauna på skoleskemaet.
Sauna-forløbet skal sammen med vejrtrækningsøvelser skabe ro i sindet for de unge, lyder det i en pressemeddelelse.
Det er Sauna Fyn Langeland og SHORES Langeland der er gået sammen om et projekt, der i 2023 og 2024 finansieres af Nordea-fonden for at lære de unge mennesker på øen, både hvor mange muligheder der er for at bruge kysten, men også for at finde ro og velvære i en for mange presset hverdag.
- Det handler om at bruge nogle særlige teknikker til at trække vejret, og min tese er, at man kan få børn og unge til at føle sige mere afslappet ved at trække vejret ordentligt. Det kan være i situationer, hvor de er pressede, for eksempel i en eksamenssituation, hvor de kan bruge disse teknikker til at finde ro, siger Jan Jensen, der er mangeårig saunaentusiast og skal undervise de unge sammen med fridykker Stig Pryds.