Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Bil ramte træ: 16-årig dreng død efter voldsom trafikulykke

En dreng på 16 år har mistet livet efter en trafikulykke på Vestfyn lørdag eftermiddag.

Det skriver fyens.dk.

Ulykken skete lørdag eftermiddag ved 17-tiden på Timsgyden mellem Nr. Aaby og Roerslev.

I en kurve kørte en bil ind i et træ. Den 18-årige, der sad ved rattet, overlevede. Den to år yngre dreng var passager.

De nærmere omstændigheder ved ulykkens forløb undersøges af en bilinspektør, som skal udarbejde en rapport. Det er sædvane i alvorlige færdselsulykker.

Til fyens.dk siger politiets vagtchef, at der hverken er mistanke om for høj fart eller spirituskørsel som forklaring på, at bilen tørnede ind i træet.

I forsøget på at finde en forklaring på den tragiske hændelse skal politiet også tale med den 18-årige.

- Vi har ikke haft mulighed for at afhøre ham endnu, siger vagtchef Henrik Strauss søndag ved middagstid til Ritzau.

TV 2 Fyns reporter har taget billederne på stedet søndag formiddag. 

Opdateret 12:15: TV 2 Fyn har talt med vagtchef ved Fyns Politi Henrik Strauss, som bekræfter oplysningerne ovenfor. Han understreger, at på nuværende tidspunkt ikke er grund til at tro, at der har været stoffer, alkohol eller høj fart involveret i ulykken. 

Nogen har efterladt blomster på stedet.
Nogen har efterladt blomster på stedet.
Foto: Tua Holmboe