Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Fem hunde aflivet efter alvorlig mishandling

Tidligere på måneden fjernede Fyns Politi otte rottweilere, heriblandt flere hvalpe, fra en adresse på Nordfyn, fordi de var blevet behandlet groft uansvarligt.

Tre af hvalpene er klar til få nye hjem, oplyser Dyrenes Beskyttelse.

De resterende fem hunde fra sagen var desværre så plagede af fysiske skavanker, at de måtte nødaflives.

- Det er altid hårdt, når vi må erkende, at ikke alle dyr i sådanne sager er raske og stærke nok til at få et godt og sundt liv, men vi har gjort alt, hvad der stod i vores magt for at redde rottweilerne. Nu har fem af dem fået fred, og vi er glade for, at de sidste tre hvalpe har det godt, siger Lene Frahm, der er internatleder på dyreinternatet på Fyn.

- Hundene led af alvorlige fysiske lidelser, herunder problemer med knæ, albuer, hofter og korsbånd, som ikke kunne behandles effektivt, siger Anders Højgaard Tølbøll, der er dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse.

En 31-årig mand er blevet sigtet for overtrædelse af dyrevelfærdsloven i forbindelse med sagen.