Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

210 meter langt krydstogtsskib sætter kurs mod Fyn

Denne sommer bliver den vildeste krydstogtssæson i Nyborg Kommunes historie. Hele fem krydstogter lægger vejen forbi den østfynske kystby - det største af dem har plads til 600 passagerer, og forøger for en stund befolkningen i Nyborg med omtrent tre procent.

Krydstogterne begynder at anløbe allerede i denne måned, hvor krydstogtsskibet Clio med 89 passagerer ombord anløber. Den 26. maj kommer det helt store ryk ind, når amerikanske Seabourn Ovation på 210 meter i længden lægger til.

– Det er en fantastisk nyhed for Nyborg. Vi har aldrig prøvet før at få så mange krydstogtskibe forbi vores by, så vi har selvfølgelig armene oppe i vejret af ren begejstring, siger Sanne Hoffensetz Andresen, leder af sekretariatet for Kultur, Fritid og Turisme i Nyborg Kommune

Hun forklarer, at det er Nyborgs placering som en lille autentisk by tæt på større attraktioner, der har tiltrukket krydstogterne.

Visit Nyborg kommer blandt andet til at stå for guidede ture til slotte og herregårde samt til Sprogø. Derudover vil krydstogtsselskaberne også selv arrangere ture i det fynske.

– Krydstogtsturismen i byen startede ved lidt af et tilfælde i 2016, hvor vi blev kontaktet af et krydstogtsskib, som alligevel ikke kunne lægge til i Tyskland. Fem dage senere lagde det til i Nyborg, og vi tog imod det med stor succes. Så fik vi blod på tanden, og i år ankommer der fem, siger Sanne Hoffensetz.