Fyns Politi advarer på X om, at der er meget tåget omkring Nyborg. I den forbindelse minder ordensmagten om, at man skal huske at tænde for baglygterne ved nedsat sigtbarhed.
Det handler naturligvis om sikkerhed, men der er også en anden god grund til at huske at tænde baglygterne.
Det er lovpligtigt at køre med tændte baglygter, når der er nedsat sigtbarhed som for eksempel i tæt tåge. Det kan koste dig en bøde på 1.000 kroner, hvis du glemmer at tænde for baglygterne i tåge, oplyser Rådet for Sikker Trafik på sin hjemmeside.