Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Anklager fik termokande kastet i hovedet: Nu reagerer han

Specialanklager Daniel Dokkedahl har pådraget sig en bule på siden af hovedet, efter en 30-årig sigtet med stor kraft kastede en termokande med vand i hovedet på ham under et grundlovsforhør i Retten i Odense torsdag.

Det oplyser han til TV 2 Fyn.

- Altså jeg blev chokeret, men var i stand til at færdiggøre retsmødet, siger han til TV 2 Fyn og uddyber:

- Hele episoden gik så stærkt, så jeg blev helt vildt overrasket over hans måde at reagere på. Jeg har normalt at gøre med personer, hvor følelserne sidder uden på tøjet, men det her har jeg trods alt aldrig prøvet før.

Han tilføjer, at han blot nåede at vende siden af hovedet til, inden han blev ramt af termokanden.

Daniel Dokkedahl oplyser desuden, at han ikke er værre tilredt, end at han godt kunne tage på arbejde i dag fredag.

- Jeg har ikke lidt synderligt overlast, siger han.

Ifølge specialanklageren bliver den 30-årige gerningsmand nu også sigtet for vold - ud over den sigtelse for firedobbelt indbrud, som var hele årsagen til grundlovsforhøret.

Den 30-årige er blevet varetægtsfængslet i fire uger.