Beslutning udsat om Kansas City: - Man holder folk hen
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
En beslutning om fremtiden for Odense Øvelokaleforening, og samtidig det fremtidige grundlag for spillestedet Kansas City, er udsat. Det var ellers meningen, at Odense Kommunes By- og Kulturudvalg skulle have truffet en beslutning i dag om, hvorvidt man vil give foreningen eller spillestedet et øget tilskud, for at redde kulturklyngen.
Men punktet på dagens møde er udsat, og det er byrådsmedlem Araz Khan (V) ikke tilfreds med:
- Det er ikke med min stemme, at sagen er udsat. Jeg mener grundlaget for at træffe en beslutning i dag var velbelyst i sagen, og jeg kan ikke se hvad nytte en udsættelse giver, andet end at man holder folk hen, skriver han i en SMS til TV 2 Fyn.
Spillestedet og foreningen er havnet i en økonomisk knibe, da medlemsdatabasen er blevet opgivet forkert til kommunen, og foreningen derfor har modtaget alt for meget i tilskud.
- Jeg er efter dagens foretræde fra Kansas City og Øvelokaleforeningen ikke overbevist. Jeg har ikke tillid til at bestyrelsen kan rette op, da denne problemstilling med medlemmernes alder har været en bekymring hos bestyrelsen gennem årene, skriver byrådsmedlemmet og fortsætter:
- Vi skal bestemt have et musikalsk kulturelt tilbud i Odense, men det nuværende setup og folkene bag har jeg ikke tiltro til er fremtiden. Skatteborgernes penge skal forvaltes med omtanke og respekt, derfor er jeg klar i mælet.