Det er ikke kun Venstre og Socialdemokratiet, der efter TV 2 dokumentaren 'Den sorte svane' har brug for svar fra Horten, efter det er kommet frem, at en af deres top-advokater rådgiver kriminelle.
Også Konservatives rådmand Søren Windell bakker op om, at det velrenommerede advokatfirma afkræves svar på spørgsmål, der kræver en overordentlig god forklaring.
- Jeg er rystet over, hvor organiseret det her er. Over at se en advokat sidde og sige, at hans kolleger ville gøre det samme som ham.
- Der er tydeligt bevis for, at der er én i firmaet, der har gjort det. Jeg ville ikke blive forbavset, hvis der dukker mere op.
TV 2 Fyn har onsdag været i kontakt med Hortens direktør Anders Bager Jensen. Han ønsker ikke at kommentere Odenses beslutning på nuværende tidspunkt.