Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Fodboldekspert spår farvel til Wesström "uanset hvad"

Peter Graulund har som alle andre fodboldinteresserede danskere været opmærksomt vidne til OB's forfald i løbet af indeværende sæson.

- Situationen er selvfølgelig alarmerende. Og det er en forfærdelig situation, OB har sat sig selv i med de seneste par resultater, siger TV 2 Sports fodboldekspert.

Graulund pointerer, at spillerne hos OB bærer en del af ansvaret, men problemet stikker dybere end det, der sker mellem de to mål.

- Man kan ikke kun pege på en. Men (Björn, red.) Wesström har selvfølgelig det overordnede ansvar for at sætte den rette spillertrup sammen. Da man i sommer sagde farvel til rigtig meget kvalitet, var det hans ansvar at få noget nyt kvalitet ind i truppen. Og det har ikke været godt nok.

Blandet andet derfor ser den tidligere målræv kun én udvikling for sig, hvad angår OB's fodbolddirektør, Björn Wesström.

- Jeg er ret sikker på, at den position kommer til at blive skiftet ud, uanset hvad der sker til sommer.

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Björn Wesström, men det har ikke været muligt at arrangere et interview.