Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Indehaver af torpederet restaurant: Gæster forhindrede flugt

Xiao Hui Yan, der ejer Oriental Barbecue House i Slotsgade i det centrale Odense, havde lige sagt farvel til de sidste gæster, da en bil pludselig torpederede restauranten.

Hun fortæller til TV 2 Fyn, at nogle af gæsterne stadig stod ude foran ved restauranten, da uheldet skete.

- Der er masser af gæster, som stod uden for og så, hvad der skete, siger hun og fortsætter:

- De to personer i bilen forsøger at flygte, men nogen af gæsterne holdt dem tilbage, mens vi ringede til politiet. 

Ifølge Fyns Politi er der tale om en 36-årig mand, der kørte bilen, og en 28-årig mandlig passager. De er begge anholdt.

Xiao Hui Yan fortæller, at en af hendes ansatte stod tæt ved det sted, hvor bilen kørte ind i restauranten.

- Pludselig råber hun på mig, og så kan jeg se, at der holder en bil. Hun så det hele og fik et chok.

Det er første gang, hun oplever, at en bil kører ind i hendes restaurant, og indehaveren håber ikke, at episoden får folk til at vælge hendes restaurant fra.

- Det vil være så tragisk, hvis der sker noget. Hvis bilen havde ramt få centimeter ved siden af, så var den kørt ind gennem vinduet. Kommunen skal gøre noget, ellers kommer der jo ikke nogen gæster og spiser.

Xiao Hui Yan slår fast, at hun er klar til at bespise gæster allerede igen i dag.