Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Minister vil tælle bandemedlemmer på førtidspension

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har bedt politiet om at tælle, hvor mange rockere og bandemedlemmer der modtager førtidspension.

Det skriver Berlingske

Det sker i kølvandet på TV 2-dokumentaren "Den sorte svane", som blandt andet afdækker, hvordan to Bandidos-rockere på førtidspension "har drøntravlt med at vaske penge", skriver avisen.

Hummelgaard siger til Berlingske, at det kræver en manuel gennemgang af et stort antal sager at finde frem til, hvor mange registrerede bandemedlemmer der modtager førtidspension.

- I lyset af den aktuelle debat og til brug for overvejelser om eventuelle regelændringer har jeg dog bedt politiet om at foretage en sådan opgørelse, så vi nu kan få afdækket omfanget af problemet med bandemedlemmer på førtidspension, skriver han i en mail til avisen.

Førtidspension gives til borgere uden arbejdsevne.

Bandemedlemmer kan ifølge Berlingske bruge førtidspension til at flyve under radaren hos beskæftigelses- og skattemyndighederne.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har registreret 1266 bandemedlemmer i Danmark. Ud af dem modtog 662 sociale ydelser i minimum en måned i 2023.

Der er dog ikke et særskilt tal for førtidspension.

Justitsministeren har, udover ønsket om en optælling af bandemedlemmer på førtidspension, sammen med resten af regeringen inviteret Folketingets partier til en debat om TV 2's dokumentar.

Her skal det drøftes, hvordan indsatsen kan styrkes yderligere over for den kriminalitet, der vises i dokumentren. Det fremgår af en pressemeddelelse fra ministeriet.

- Hvidvask, skatteunddragelse og rocker- og bandemedlemmer, der modtager førtidspension, mens de begår alvorlig kriminalitet. Regeringen ser med stor alvor på de forskellige former for kriminalitet, der kommer for dagens lys i TV 2's dokumentar "Den sorte svane", lyder det i pressemeddelelsen.

Mødet finder sted mandag 10. juni fra klokken 11.00 til 12.00 i Justitsministeriet.