Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

OB flopper stort mod bundprop efter dramatisk afslutning

Endnu en gang gik OB fra banen med sænkede hoveder, da bundproppen Hvidovre efter et VAR-drama påførte OB et nederlag på 2-1 og dermed gik OB for 14. kamp i træk fra en kamp på hjemmebanen på Odense Stadion uden at vinde.

Hvidovre var først på måltavlen efter lidt over en halv times spil. På et hjørnespark kom Christian Greko Jakobsen først på bolden og lagde den kontrolleret over Vilja Myhra i OB-buret.

Kort inden pause havde fynboernes Bashkim Kadrii et fornuftigt forsøg med et spark et par meter uden for feltet. Med det yderste af neglene fik Hvidovre-keeperen dog skubbet den væk.

OB kom til mange chancer i anden halvleg, men omkring ti minutter før tid øgede Hvidovre til 2-0 efter et indlæg, der blev sendt i kassen på et hovedstød.

Her så det sort ud for OB, men der gik ikke lang tid, inden håbet vendte tilbage. Langt udefra trykkede Max Ejdum af og smadrede bolden i nederste målhjørne til højre. 1-2. Det lysnede lidt.

Herfra stod der OB på det meste. Og det kastede en udligning af sig - troede de. Bolden blev sendt i mål via et frispark, men efter et evighedstjek i VAR-vognen blev der dømt offside.

Seneste OB-sejr i en superligakamp på Odense Stadion er derfor stadig 26. maj 2023 mod AC Horsens.