Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

OB fyrer Wesström - ny sportsdirektør præsenteres i dag

OB afskediger fodbolddirektør Björn Wesström med omgående virkning. 

Fyringen kommer to dage, efter at OB rykkede ned i 1. division.

Det oplyser klubben i en pressemeddelelse mandag morgen.

Den nye sportsdirektør præsenteres på pressemøde klokken 15 i dag.

Videre lyder det, at der er brug for en ny profil til at stå i spidsen for den sportslige ledelse af OB, der fra næste sæson skal spille i Nordic Bet-Ligaen.

Björn Wesström fratræder sin stilling med omgående virkning.

- OB står foran en enormt vigtig periode. Vi har en klar ambition om at sikre en hurtig tilbagevenden til den bedste række, men det kommer ikke af sig selv. Det kommer til at kræve et ekstremt fokuseret arbejde af alle i klubben, og vi har vurderet, at der er brug for nye kræfter og en ny profil til at stå i spidsen for den sportslige afdeling, siger OB’s bestyrelsesformand, Niels Thorborg.

Niels Thorborg takker Wesström for sin indsats i klubben og fremhæver rekordsalget af Yankuba Minteh til Newcastle United, Emmanuel Sabbi til Le Havre, Mads Frøkjær-Jensen til Preston og Issam Jebali til japanske Gamba Osaka.

Herunder kan du læse Björn Wesströms reaktion på fyringen.