Der skal hives en sejr i land i Hvidovre. Det er det klare krav til OB, hvis ikke de allerede nu skal begynde forberedelserne til en sæson i landets næstbedste række.
Torsdag aften møder de Superligaens bundprop Hvidovre. Et hold, som odenseanerne har tabt til i de to seneste indbyrdes opgør. Med kniven for struben har OB gravet dybt i værktøjskassen, hvor blandt andet træningerne er blevet lukket for offentligheden.
Men også spillerne er blevet hevet til side, fortæller cheftræner Søren Krogh til bold.dk. Ifølge Krogh har det været vigtigt for ham "at italesætte det relationelle og om de forskellige led i holdet", så spillerne er klar over deres roller, hvis ikke kampen forløber, som den skal.