Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Rådmand vil forbyde mobiler i skolen

På Odense Kommunes 30 folkeskoler skal mobilen være fortid i skoletiden. Det mener Tommy Hummelmose, der er rådmand for sundhedsforvaltningen i Odense Kommune.

Rådmanden begrunder sit politiske forslag med en større norsk undersøgelse, som, ifølge ham, viser, at den mobilfrie skoledag både gavner trivslen blandt børnene og giver et højere karaktergennemsnit

Mobilerne kan også være pædagogiske værktøjer i skolen. Handler det ikke om, at man skal bruge dem rigtigt?

- Det handler om at få mobiltelefonerne ud af skolen, fordi det gavner børn og unges mentale trivsel, hvis der ikke er smartphones, det viser en ret stor norsk undersøgelse.

I dag er reglerne for brug af mobiler blandt eleverne op til den enkelte odenseanske folkeskole. 

Byrådsmedlem Mads Thomsen (S) fortæller, at Socialdemokratiet er modstander af et politisk bestemt forbud på alle skoler i Odense.

- I Børn- og Ungeudvalget har vi med et hyrdebrev opfordret skolerne og skolebestyrelserne til at tage aktivt stilling til det ud fra pædagogiske og didaktiske overvejelser. Noget, som Konservatives medlemmer af Børn- og Ungeudvalget selv har været med til at beslutte, siger han.

- Vi mener også, at Fælleselevrådet skal inddrages, tilføjer han. 

Heller ikke Venstre støtter op om rådmandens forslag.

- Venstre anerkender, at mobiltelefoner kan skabe uro i undervisningen, men vi er også af den overbevisning, at skolerne selv skal håndtere opgaven, at skabe ro i klasserne. Alle elever har en bærbar computer - og fjernes mobilen, så sendes der snap, Messenger og sms fra computeren i stedet for, skriver Mark Grossmann, medlem af Børn- og Ungeudvalget i Odense Kommune.