Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Rektor reagerer på omdiskuteret arrangement på SDU

Opdateret 15.57: Artiklen er opdateret, efter at Berlingske har rettet formuleringen om, at arrangementet var kønsopdelt til, at "kvinderne sad langt overvejende til højre, og mændene til venstre".

Søndag 17. december kan man i Berlingske læse, at Syddansk Universitet (SDU) i begyndelsen af december lagde lokaler til et oplæg om krigen mellem Israel og Palæstina, hvor Israels rolle blev stærkt kritiseret. 

Det særlige ved arrangementet var ifølge Berlingske blandt andet, at de omkring 100 studerende langt overvejende sad opdelt. Kvinderne til højre. Mændene til venstre. Derudover var der ikke mulighed for at stille kritiske spørgsmål til de tre oplægsholdere.

SDU's rektor, Jens Ringsmose, fortæller, at han ikke med egne øjne har set kønsopdelingen, og at arrangørerne bag - studenterorganisationen "Menapt SDU's" - ikke har svaret tilfredsstillende på universitetets spørgsmål om, hvorvidt arrangementet var kønsopdelt eller ej. Alligevel er han klar i mælet.

- Grundlæggende er der to ting ved arrangementet, som strider mod SDU’s værdisæt. Det ene er, at der tilsyneladende, som vi har fået det oplyst, ikke har været muligt at stille kritiske spørgsmål. Det strider mod den akademiske ånd, og det der er kernen i akademisk frihed. Det andet er, hvis det har været kønsopdelt, da det strider mod de værdier, SDU er baseret på, siger han til TV 2 Fyn og fortæller, at SDU stadig er ved at undersøge arrangementet:

- Hvis det var kønsopdelt, kan de ikke få lov til at lave lignende arrangementer fremadrettet.

TV 2 Fyn har været i kontakt med studenterforeningen "Menapt SDU's", der oplyser, at det ikke har været hensigten eller et krav, at de studerende skulle opdeles i køn. Derudover anerkender de heller ikke, at det rent faktisk var tilfældet.

Rektoren fortæller, at SDU nu vil tydeliggøre i regelsættet omkring lån og leje af SDU's lokaler, at man ikke må lave kønsopdelte arrangementer, ligesom at der altid skal være mulighed for en fri og kritisk debat.

På "Menapt SDU's" Facebookside har de delt en video fra arrangementet, som du kan se her.