Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Regn må helst ikke slukke voldsom brand på genbrugsstation

Branden, der onsdag aften brød ud ved Vand og Affald i Svendborg, er endnu ikke slukket, og selv om det regnvejr, der torsdag hærger over Fyn, kunne lyde som en god nyhed, så er det faktisk bedst, at branden ikke slukkes af regnvejret.

- Det er bedre, vi lader affaldet brænde færdigt. Det vand, der kommer ned fra oven og ryger ned i det brændende affald, ender jo desværre i kloakkerne. Det er bedre, at vi holder det væk derfra, siger Morten Schytte, der er produktionschef ved Vand og Affald i Svendborg. 

Det er nemlig ikke godt at få giftstofferne fra affaldet ned i kloakkerne med regnvandet.

Selvom flammerne stod højt onsdag aften, og branden stadig ikke er slukket, så er det begrænset, hvad der har været af materiel skade. Værre er det gået ud over en underleverandør, der hjælper med at knuse affaldet, som har mistet en maskine i branden.

Det vides endnu ikke, hvad der har startet branden.