Poul lukker livsværk mod sin vilje: - Jeg er systemets syndebuk

Gartner Poul Ribers livsværk blev fra den ene dag til den anden værdiløs, da Odense Kommune gav driftsforbud til hans virksomhed. Gartneren mener, at han er blevet gjort til syndebuk. Men kommunen fastholder, at når der bliver givet driftsforbud, er det begrundet i væsentlige og saglige miljøforhold.

- Hver gang jeg taler om det, bliver jeg deprimeret eller arrig.

Poul Riber har i månedsvis været i gang med en afvikling af det gartneri, han sammen med sin kone har drevet i Stige nord for Odense.

- Det er dybt frustrerende at se sin mand, der har skabt det her gennem 26 år, kæmpe sådan en kamp, som vi synes er dybt uretfærdig, lyder det fra Poul Ribers kone, Lone Riber.

Ifølge Poul Riber er nedlukningen en konsekvens af flere miljøtilsyn fra Odense Kommune.

- Jeg synes jo, at man lukker min virksomhed på en formodning. Man har ikke bevist noget som helst. Man formoder, at der er en potentiel risiko for, at jeg forurener grundvandet.

- Når mit gartneri ikke længere må bruges, så er det fra den ene dag til den anden, ikke noget som helst værd. Jeg kan ikke bruge det, og jeg kan ikke sælge det, så min formue og min opsparing er pludselig væk, siger Poul Riber.

Odense Kommune står fast på, at når kommunen udsteder driftsforbud mod en virksomhed, så er det meget velbegrundet.

- Det er en sanktion, der er meget alvorlig, som vi laver en meget grundig sagsbehandling for. Så hvis de har fået et driftsforbud, så er jeg sikker på, at der ligger et meget sagligt og grundigt arbejde forud, siger Michael Wognsen Frederiksen, der er administrerende direktør i Klima- og Miljøforvaltningen, der har ansvaret for tilsynet med gartnerierne.

Om artiklen

Født ind i erhvervet

Poul Riber har hele livet haft gartnerierhvervet helt tæt på. Hans forældre var gartnere, så han er nærmest født i et gartneri.

- Siden jeg gik ud af skolen som 17-årig, har jeg arbejdet som gartner, fortæller han.

Poul Riber har arbejdet i gartneribranchen, siden han var 17 år og har drevet gartneriet i Stige med hjælp fra sin kone Lone i 26 år.
Poul Riber har arbejdet i gartneribranchen, siden han var 17 år og har drevet gartneriet i Stige med hjælp fra sin kone Lone i 26 år.
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier

For 26 år siden købte han gartneriet på Strandholtvej i Stige. I starten var det især traditionelle potteplanter, der blev produceret på gartneriet. Gartneriet er løbende blevet udvidet og moderniseret, og de seneste år har Poul Riber med hjælp fra sin kone produceret mellem to og tre millioner regnskovsplanter om året på de 10.000 kvadratmeter drivhus i Stige.

- Det har været et godt liv - indtil for et års tid siden, lyder det fra Lone Riber.

Skærpet fokus på giftudledninger

Det var Odense Kommunes indsats for at stoppe forureningen fra byens omkring 100 gartnerier, der fik afgørende betydning for Poul Riber og hans kone.

Kommunens arbejde med at begrænse udledningerne af pesticider fra byens gartnerier begyndte egentlig helt tilbage i 2011. Men det var først 10 år senere i 2021, at kommunen intensiverede tilsyns- og kontrolbesøg.

Poul Riber har rådet over omkring 10.000 kvadratmeter drivhuse, men har været hårdt ramt af et driftsforbud fra Odense Kommune.
Poul Riber har rådet over omkring 10.000 kvadratmeter drivhuse, men har været hårdt ramt af et driftsforbud fra Odense Kommune.
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier

Det skete efter, at Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn gennem flere artikler og tv-indslag satte fokus på de manglende resultater af den 10 år gamle gartneriindsats.

Efter mange skarpe politiske reaktioner fra både højre og venstre side af byrådet, besluttede byrådet fra 2022 at afsætte yderligere millioner, så bemandingen i gartneriteamet blev fordoblet.

- Man vedtog, at man ville have lovliggjort alle forhold på gartnerierne inden for tre år, forklarer Michael Wognsen Frederiksen.

Den skærpede indsats førte i løbet 2022 og 2023 til i alt 112 påbud, forbud og indskærpelser til gartnerier. 19 blev meldt til politiet, mens tre gartnerier fik et driftsforbud. To driftsforbud er dog efterfølgende blevet trukket tilbage, og dermed er Poul Ribers gartneri det eneste, der har fået forbud mod produktion.

Lang liste med miljøovertrædelser

Problemerne for Poul Riber begyndte i 2022, da han to gange fik besøg af kommunens gartneriteam.

- I første omgang tænkte vi, at det var fint. For selvfølgelig skal man dyrke ting og sager, så vi beskytter miljøet, siger Lone Riber.

Men forståelsen for kommunens arbejde sluttede efter flere tilsynsbesøg og en tilsynsrapport i december 2022. Rapporten påpegede mere end 10 overtrædelser af miljølovgivningen og samtidig blev der varslet et driftsforbud fra april 2023.

- Ved det første besøg var der fokus på nogle bestemte ting, og når de så kom næste gang, hvor vi havde udbedret manglerne, så fandt de nogle nye problemer, som vi skulle løse, siger Poul Riber.

Odense Kommune mener, at Poul Riber og hans gartneri overtræder miljølovgivningen på flere forskellige punkter. Det handler blandt andet om nedsivning af pesticidrester.
Odense Kommune mener, at Poul Riber og hans gartneri overtræder miljølovgivningen på flere forskellige punkter. Det handler blandt andet om nedsivning af pesticidrester.
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier

En af de 10 overtrædelser af Miljøbeskyttelsesloven var, at der blev fundet utætheder ved gødnings- og kemikalieblanderen hos Poul Riber. Kommunen konkluderede "at der er risiko for nedsivning af gødningsstoffer og pesticider".

- Jeg har hele tiden syntes, at det var så lidt vand, der dryppede ud, at jeg ikke synes, det var et problem. Men vi haft en dialog om det, og så har vi udbedret disse ting, lyder svaret fra Poul Riber.

Et andet punkt var, at der på et græsareal ved gartneriet var et afbrændingssted, hvor der ifølge kommunen blev fundet rester fra planteaffald, der kan indeholde pesticider.

Poul Riber afviser kommunens påstand.

- Vi har aldrig brændt planteaffald af. Da kommunen var på et besøg, kunne de selv se, at det var grene. Vi talte om, at det var grene og de tog billeder af, at det var grene, men alligevel skriver de i deres rapport, at det var gartneriaffald, siger gartneren.

En vandprøve i oktober 2022 viste fund af sprøjtemidlet Thiacloprid, der er mistænkt for at være kræftfremkaldende. Stoffet indgår i et ulovligt sprøjtemiddel, der tidligere var blevet fundet hos Poul Riber.

- Det kemikalie var tilladt at bruge indtil 31. december 2022, og jeg har lovligt købt det i oktober 2022. Jeg synes, at det er for kort tid til, at man i oktober kan købe et middel lovligt, til at man tre måneder efter får en bøde for at bruge det og have det stående, mener Poul Riber.

Nedsivning af vand afgørende

Ifølge Poul Riber er det især den nedsivning af vand til jorden, som ifølge kommunens observationer sker fra hans planteborde gennem utætte slanger og kondensrender, der er skyld i driftsforbuddet.

- Det er nedsivningsproblematikken mit gartneri bliver lukket på, siger han.

For at forstå, hvad nedsivning er, skal man kende produktionsforholdene i et gartneri. Vand, der bliver brugt til produktion af planter i et drivhus, bliver via borde og slanger opsamlet i kar og genbrugt.

Det såkaldte procesvand kan indeholde pesticider fra produktionen, og derfor må det ikke komme ud på jorden, hvor det kan sive ned og videre ud i vandløb og grundvand.

- Når vi har set de her målinger i vores vandløb, så tror vi, det er fordi, der kan være udledninger nogen steder, lyder det fra direktøren i Klima- og Miljøforvaltningen i Odense Kommune.

Egne målinger viser nul nedsivning

Gartneribranchen og Poul Riber anerkender ikke, at vandet på hans gulv og jord siver ned i jorden.

- Jeg har tre følere siddende, og man kan se fugtigheden, og man kan se, at der sker ingenting. Hvis vi skulle hælde vand ned, så sker der ikke noget. Disse målinger viser mig, at der ikke sker nedsivning, og jeg kan se det på min telefon, forklarer Poul Riber.

Udover Poul Ribers egne målinger har brancheorganisationen Dansk Gartneri bedt Teknologisk Institut undersøge, om der sker nedsivning af vand i gartnerierne. Instituttet placerede en lang række sensorer i jorden hos forskellige gartnerier, blandt andet ved Poul Ribers gartneri.

Teknologisk Institut konkluderer blandt andet, at "generelt ses der lav fugtighed i jorden ved de placerede sensorer" og "der ses umiddelbart ikke nogen nedsivning igennem de forskellige lag".

- Vores arbejde er grundigere

Odense Kommune anerkender dog ikke resultaterne af Teknologisk Instituts undersøgelser.

- Vores vurdering er ikke, at Teknologisk Instituts undersøgelser er dækkende for området. Man kan ikke konkludere, at der ikke sker nedsivning på baggrund af det. Det har vi i øvrigt også fået valideret gennem en dialog med en professor fra Københavns Universitet. Han er sådan set enig med os i, at det kan man ikke konkludere på baggrund af den undersøgelse, siger Michael Wognsen Frederiksen, der henviser til professor Karsten Høgh Jensen, der har specialiseret sig i vandstrømme og nedsivning.

Han vurderer, at undersøgelsen fra Teknologisk Institut er præget af utilstrækkelige måleperioder og mangelfuld dokumentation.

Teknologisk Institut har ikke ønsket at kommentere professorens vurdering af deres undersøgelse.

- I al beskedenhed, så er vores faglige arbejde grundigere, og jeg er fuldstændig tryg ved, at vores dygtige medarbejdere er i stand til at konstatere, om der er nedsivning, siger Michael Wognsen Frederiksen.

Kommunens insisteren på kvaliteten i deres eget arbejde, bliver modtaget med resignation af Poul Riber.

- Ja, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det. Jeg ved, at man i udlandet betragter Teknologisk Institut som et meget velanskrevet institut, som har en stor faglighed, siger han.

Lukning og politianmeldelse

Da Odense Kommune i april 2023 igen besøgte Poul Ribers gartneri var flere af de kritiserede forhold udbedret. Men kommunen konstaterede, at der stadig blev udledt vand, og kommunens egne målinger af fugtigheden viste, at der var risiko for nedsivning.

Derfor kan driftsforbuddet ikke ophæves, skrev kommunen. Samtidig kunne kommunen konstatere, at produktionen - til trods for kommunens forbud - stadig var i gang. Derfor blev Poul Riber også meldt til politiet for overtrædelse af driftsforbuddet.

Poul Riber mener selv, at han forsøgte at leve op til de krav, kommunen stillede for at ophæve driftsforbuddet.

- Vi har forsøgt at ændre rigtigt meget, og vi har forsøgt at gå i dialog. Kommunen har ment, at det var blevet lidt bedre, men slet ikke godt nok til, at de kunne ophæve forbuddet.

Samtidig kunne gartneren se frem til store bøder, hvis han fortsat trodsede kommunens driftsforbud.

- I første omgang fortsatte vi. Men de dagbøder er store, at det kan vi ikke fortsætte med. 9.500 kroner om dagen løber op i flere millioner om året, og to år frem ville jeg skylde 10-12 millioner kroner. Det vil jeg aldrig kunne betale, siger gartneren.

Derfor valgte Poul og Lone Riber at begynde en afvikling af deres livsværk.

- Vi har kunnet tilbyde 10 medarbejdere arbejde året rundt og flere om foråret. Det skal vi bare lukke ned for, og vi må fyre vores folk, siger Lone Riber.

Poul Riber mener, at det har været umuligt for ham at indfri kommunens krav, og han føler ikke, at kommunen har været en medspiller i et forsøg på at redde hans virksomhed.

- Hvis man har en offentlig instans, som skal kontrollere borgere eller virksomheder, så burde det være i et samspil med borgerne. Man skal have dialog og vejledning, så man kan få at vide, hvad man skal gøre for at opfylde reglerne, siger han.

Odense Kommune oplyser, at de ifølge lovgivningen er forpligtet til vejledning, men at de derimod ikke må give rådgivning, hvilket betyder, at de ikke må hjælpe med konkrete løsninger.

- Det er ikke erhvervsvenligt, og det er ikke konstruktivt, mener Poul Riber.

Føler sig som syndebuk

Selvom Odense Kommunes forstærkede gartneriindsats har været i gang i mere end to år, så undrer Poul Riber sig over, at han er den eneste gartner, der har fået forbud mod produktion.

- Jeg har nogle kolleger, som ikke har haft besøg af kommunen siden første gang og har kørt lidt på frihjul, hvor jeg og andre er blevet bombarderet med nye krav hele tiden. Det er klart, det bliver jeg bitter over.

- Hvis mit gartneri skal dø, så vil mange af min kolleger også skulle dø. Ikke for min skyld, men fordi de skal følge de samme regler som mig, siger Poul Riber.

I Klima- og Miljøforvaltningen kan direktøren godt se problemet.

Kan du se det fra den gartners side, der har fået driftsforbud, og kan se naboen producere på samme måde, uden at han får driftsforbud?

- Ja, og det er en del af problemet. I denne sammenhæng skal vi huske, at det er gartneribranchens ansvar, at de producerer lovligt og overholder lovgivningen. Det er ikke Odense Kommunes ansvar. Vi fører bare tilsyn med, hvordan det foregår. Det er hvert eneste gartneri, der har ansvaret for at følge den lovgivning, der er, siger Michael Wognsen Frederiksen.

To retssager venter

Poul Riber står dog tilbage med en følelse af, at han er blevet gjort til kommunens syndebuk.

- Vi føler os behandlet urimeligt af kommunen og føler, at de er gået efter at få lukket os. Det har kostet mig hele min opsparing, og det synes jeg er helt urimeligt. Derfor har vi stævnet kommunen for at få erstatning. Og vi føler os overbeviste om, at vi vinder, lyder det.

Mens Poul Riber risikerer en samlet bødestraf på 760.000 kroner, har han rejst et civilt søgsmål mod Odense Kommune.
Mens Poul Riber risikerer en samlet bødestraf på 760.000 kroner, har han rejst et civilt søgsmål mod Odense Kommune.
Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier

Retten i Odense skal 13. maj tage stilling til anklagemyndighedens påstand om, at Poul Riber på flere områder har overtrådt Affaldsloven og Miljøbeskyttelsesloven. Anklagemyndigheden vil have Poul Riber idømt bøder for 760.000 kroner.

Poul Riber har samtidig stævnet Odense Kommune med krav om erstatning for ubegrundet udstedelse af driftsforbud mod hans virksomhed. Den sag kommer for Retten i Odense til september.





Oversigt

    Oversigt